Godt gået!

Når vi observerer helt små børn, hvis udvikling sker i et temmelig hurtigt tempo, så er det let at forhold os til deres udvikling fremfor enkeltstående præstationer. Og vi kan blive imponeret og begejstret for selv den mindste udvikling.
Desværre virker det til, at vi glemmer den tilgang i takt med, at børnene bliver ældre. Det glæder også, når vi observerer andre voksne.

Og det er altså ærgerligt. For hvis vi kigger lidt nærmere på hinanden, så udvikler vi os hele tiden - og vi bliver bedre og bedre. Det imponerer bare ikke rigtig vores omgivelser mere eller os selv for den sags skyld. Der skal ligesom større præstationer på  bordet....
Og når vi så hylder disse præstationer, så er det ligesom om, at vi glemmer, at der ofte ligger tusindvis af timers træning, fejlforsøg og hårdt arbejde inden. Det er som om, at vi glemmer al logik - og bare tror, at alle andre end lige os selv på magisk vis kan præstere store ting uden årelange udviklingsforsøg.

Men det behøver heldigvis ikke at være sådan. Vi kan bare bestemme os for at anerkende hinanden for vores udvikling og alle de småbitte trin, vi tager på den vej.

Så giv dine kolleger et high five, når du ser, at de er blevet bedre til Excel. Sig "Godt gået" til din nabo, når du opdager, at han er blevet bedre til at bakke ind i garagen. Send et "thumps up" til din kusine, når hun skriver om noget, der er lykkes for hende.

Selvfølgelig ved du det ikke...endnu!

Mange mange gange - faktisk bekymrende mange gange har jeg talt med unge mennesker omkring de 15-16 år, der følte sig meget frustreret over, at de slet ikke vidste, hvad de ville med deres liv.

Som voksen kan det virke meget normalt, at de unge ikke ved det. Og det der det heldigvis også. Men det ved de unge bare slet ikke.
De ved det bl.a. ikke fordi, de hele tiden bliver mødt med "hvad-vil-du-egentlig-være-spørgsmål". Og i det øjeblik de vover at svare ærligt og åbne op for deres drømme, så skal de straks stå til ansvar for om hvorvidt de nu også har det, det kræver at blive det ene eller det andet.

• Har de de rette karakterer? 
• Har de de rette forbindelser? 
• Eller den rette indstilling og arbejdsindsats?

Selvom jeg er stor fortaler for, at unge tager den gratis uddannelse de bliver tilbudt seriøst, så synes jeg, at vi stiller forkerte forventninger til dem.

For selvfølgelig ved en 15 årig ikke, hvordan resten af livet skal udfolde sig. Og hvis hun eller han siger, at de har styr på det allerede, må de indstille sig på en masse justeringer under vejs.

At indstille sig på justeringer gælder også for os voksne omkring dem. Vi skal holde op med at presse de unge til at lægge livsplaner, men i stedet tale med dem om det, som har betydning for dem her og nu. Tale med dem om hvilke (personlige) karakterer de ønsker at danne og udleve - og om hvordan vi kan hjælpe dem på vej.

Og når de sidder frustrereret over deres uddannelsesplaner og over om de overhovedet er uddannelsesparate, så skal vi minde dem om, at det er helt normalt og helt i orden, at de ikke ved, hvad livet skal byde på endnu.

Det skal ikke nås på én gang

I dag er det 22 år siden, at Madeleine Albright blev USA's første kvindelige udenrigsminister. Jeg husker det desværre ikke dagen og begivenheden særlig tydeligt - altså i det den fandt sted.
Men i de år hun var udenrigsminister blev jeg mor for første gang - og der gik det op for mig, at det måske ikke var så ligetil for kvinder at balancere ambitioner og familieliv.

Det blev også tydeligt for mig, at kvinder med gennemslagskraft ikke var en selvfølge blandt mænd med ambitioner.

Men jeg havde ambitioner og jeg ønskede i høj grad at have gennemslagskraft. Jeg ønskede at få jobs, som ikke var "kønsafhængige" - og jeg ønskede så meget at være mor for min lille datter og have tid sammen med hende og min mand.
Som ung og uerfaren havde jeg ikke lige løsningen på, hvordan det kunne lade sig gøre.

Løsningen eller rettere åbenbaringen kom fra Madeleine Albright... jeg hørte hende sige i et interview, hvor hun blev spurgt om, hvordan hun dog havde nået og opnået så mange ting i hendes liv - at livet er inddelt i kapitler, vi kan og skal ikke nå det hele på én gang.

De ord fik mine skuldre ned. Jeg var direkte lettet. For jeg fik troen på, at jeg sagtens kunne nyde min datter, min søn (som blev født ca. 3 måneder efter, at Madeleine stoppede som udenrigsminister), min mand og det familieliv, som jeg var så vild med... og stadig nå de ting, jeg drømte om.

Og her mange kapitler senere, glæder jeg mig over, hvor livet har bragt mig hen. Jeg har haft så meget "både og", ikke mindst fordi jeg også har haft tid til at vente til der var tid...

Livet som træningsbane

Der er så mange kloge ord, som er sagt om livet. Mange af dem har sikkert hjulet mange af os med at huske det, der er vigtigt for os. Det der i sidste ende har betydning.

Nogle af de kloge ord, som har lagret sig hos mig, handler om, at livet ikke er en generalprøve...
Og selvom mening nok mest er den, at vi skal huske, at livet er her og nu  - og ikke noget der venter på os, så betyder ordene også for mig noget helt andet. For til en generalprøve skal alting helst klappe og gå "perfekt" - og det behøver de slet ikke i livet.

For livet er også en træningsbane, der hvor vi øver os i alt det, vi gerne ville kunne. Det er en træningsbane, hvor vi endnu ikke behøver at have styr på "livet". Hvor fejl er helt i orden.

Træningsbanen kan ændre udseende, indhold, holdkammerater og trænere - alt efter hvor vi befinder os fysisk og psykisk. Du kan bestemme formålet med din træning...

Og er der noget, som du ikke kan endnu - så er det godt at træningen forsætter igen i morgen.

Erfaringer er sjovest, når de ses i bagspejlet!

Engang hørte jeg, at erfaringer er "det du har oplevet, som du virkelig ville ønske, var sket for nogle andre..."
Det tror jeg på mange måder, at der er sandhed i. Også selvom at jeg i dag er glad for den lærdom (nogle gange ligefrem visdom), der er kommet ud af mine erfaringer.

Når jeg taler med unge mennesker, som står midt i det, som jeg ved nok skal blive til erfaringer - og føler, at de er ved at miste fodfæste og håb, så er det svært for dem at indse, at de bare gennemlever en fase, som de nok skal komme igennem...
For det er jo ofte sådan, at erfaringer bare er sjovest, når vi ser dem i livets bagspejl.

Skriv endelig løs!

Jeg elsker at skrive - og har gjort det lige så lang tid jeg kan huske...

Jeg har bl.a. skrevet digte, eventyr, historie, diverse studieopgaver (og har kunnet lide det!), dagbog, lister og breve (ikke mindst fordi jeg har boet i udlandet før internettet!).

I alle disse ord på papir (for det har oftest være på den helt gammeldags måde, at de er komme ud) har jeg lært så mange ting om mig selv. For når vi skal forme vores tanker, så de kan forstås af andre eller bare af os selv senere, så sker der noget med vores måde at reflektere over livet på. Samtidig  bliver vi opmærksomme på, hvad der virkelig har betydning for os (nemlig det vi vælger at skrive).

Jeg har også fra tid til anden genbesøg mine skrifter, hvad enten det har været breve, dagdog digte eller studieopgaver - og jeg har været begejstret over at kunne genopleve betydningsfulde perioder af mit liv og de store følelser eller ganske enkelt blive mindet om, hvor meget jeg har udviklet mig, hvad jeg har gennemlevet, og hvordan jeg har håndteret livet.

Gennem sider fyldt med ord om alt muligt har jeg udviklet mig venlighed overfor mig selv og ikke mindst for andre omkring mig...

Bøger som lærermester

Selvom ingen nok ville have troet det, den jeg startede i skolen og havde meget svært ved at lære at læse, så har jeg gennem årene læst mange bøger - rigtig mange bøger. Og jeg elsker det! Hvilket jeg ikke selv havde troet skulle ske, da jeg endelig knækkede læsekoden.

Bøger har været nogle af de bedste lærermestre, jeg har haft.
Jeg har læst romaner og noveller om menneskeliv, historiske perioder og oplevelser jeg ellers aldrig ville have haft kendskab til.
Jeg har grint, grædt og være fortvivlet sammen med personerne på bøgernes sider.
Men mest af alt har jeg fordybet mig i bøger, som har lært mig noget om samvær sammen med andre, om venlighed, om troen på mig selv og andre og har vist mig nye måder at udlede det på.

Bøger har på mange måder været vigtige lærermestre i forhold til min personlige udvikling - ikke mindst fordi læsningen af dem blandes på skønneste vis med den, jeg er lige nu. Hvad enten det er den jeg er i dette øjeblik, den jeg er i denne situation, eller den jeg er i denne periode af mit liv.
Derfor har jeg også ofte genlæst mine yndlingsbøger og opdaget helt nye ting på siderne.

Jeg håber mange vil kaste sig over bøger, der kan udvikle dem  og selvfølgelig udvælge disse med øje for, hvem de ønsker at være...

Teenagere med overskud.

I dag har efterskoler landet over haft travlt. Det er nemlig Efterskolernes dag. Og på min efterskole er det eleverne, der står for planlægning og afholdelsen af selv dagen.
Jeps!

Selvom jeg er forstander, er det ikke mig, der bestemmer indholdet den dag. Jeg bliver ganske vist spurgt til råds, men den store idegenering, opgaveløsning og detajleplanlægning er jeg slet ikke en del af.

Og dagen forløb helt fantastisk!

For de unge kan meget mere end, vi ofte går rundt og tror. Hos os får de ganske vist en projektlederuddannelse, som hjælper en helt del, når man skal arrangere sådan en dag.
Men lige nu er de jo stadig i den spæde begyndelse af deres uddannelse.
Så der er ganske enkelt tale om en flok teenagere med et helt særligt overskud.

Alt det jeg gør godt.

Da jeg var ganske ung, lærte jeg om "Bedstemors Lov".
Loven går ud på, at man sige 3 positive ting og én ting, som kunne have været bedre... nogle har måske hørt om loven under title 3 stars and a wish.

Bedstemors Lov har jeg siden brugt, når jeg skulle tale med børn og unge om det, de var i gang med at være eller udvikle. Om deres egne eller andres præstationer. Eller bare om dem selv og deres kammerater.
Og den har været en rigtig god til at hjælpe disse unge med at se alt det gode i andre, og med at komme med kritik på en ordentlig og konstruktiv måde.

Jeg har bl.a. haft en klasse, som gik fra at være meget trænede fejlfindere til at bruge loven til at understøtte hinanden i en positiv udvikling - på bare et par måneder. Så jeg kender virkelig til den gunstige effekt, den kan have på os mennesker.

Alligevel havde jeg helt glemt, hvad den kunne gøre for mig...

Heldigvis var der et indsigtsfuldt ungt menneske, som forleden mindede mig om, hvordan jeg kunne slutte dagen med at fortælle mig selv tre ting, som jeg har gjort godt - og en ting, som jeg kan gøre bedre... altså ikke noget jeg har gjort skidt, men bare et sted, hvor jeg kan forbedre...

Og det er virkelig skønt at finde ud af alle de ting, som jeg er god til - og at fortælle mig selv det. Så skønt, at jeg håber, at rigtig mange andre vil prøve det.

Gode råd har ingen alder.

I går sad jeg i samtale med et ungt menneske, som mindede mig om nogle gode råd, jeg tidligere havde givet til netop hans generation.

Først blev jeg meget begejstret over at være sammen med et mennesker, der er ca. 30 år yngre end jeg, men som alligevel (eller måske netop fordi...) har modet til at dele sin livserfaring og det der har betydning med mig.
Bagefter blev jeg bare så glad for at blive mindet om  og husket på nogle af de gode ting, som jeg også kunne gøre for mig selv.

For ungdommen er ganske fantastiske. Prøv bare at lytte til dem.

Gode råd har ingen alder. Dvs. at de bliver ikke for gamle. Og de skal ikke leveres af en bestemt aldersgruppe...

Et svært farvel.

I weekenden har jeg som så ofte før tilbragt sammen med en flok skønne spejdere... Men denne weekend var anderledes, fordi jeg vidste at det ville blive den sidste af slagsen. Pga. flytning til en anden del af landet stopper jeg nemlig som frivillig i den spejdergruppe, som har dannet rammen om mange fantastisk oplevelser gennem mere end 27 år.

Det er altså rimelig lang tid... Og det skaber en et dilemma mellem fornuft og følelse.
Fornuften der klart forstår, at det ikke kan hænge sammen at flytte mere end 140 km (og et par broer) væk og holde fast i, at alt skal forblive som altid.
Mens følelsen har svært ved at give slip, gå glip og starte på ny...

Ikke desto mindre ved jeg jo godt, at det er et dilemma, som mange mennesker har stået i før mig. Det gør det bare ikke meget nemmere, når jeg selv står lige midt i det. Det gør det nemmere, når jeg skal reflektere over det og planlægge fremad - men ikke lige mens det står på.

I mange af de 27 år har jeg brugt rigtig mange frivillige timer på andre folks børn - og med glæde. Jeg har set børn og unge udvikle sig til nogle, som i den grad tager ansvar. Jeg har set empati og venskaber blive grundlagt og gro. Og jeg har set færdigheder og overskud vokse op og blomstre.
Jeg har haft kloge samtaler med børn og unge i alle aldre - og er derigennem virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg kan lære af dem.
Vi har grint og grædt sammen, og det har været let og hårdt. Ligesom livet er for os alle.

Derfor er det også så svært at skulle sige farvel.
Jeg håber dog, at ligesom mange hundrede af børn og unge stadig har en plads i mit hjerte - så har jeg også én i deres...

Dybt vand...

En gang for mange mange år siden, da jeg var omkring 11 år gammel, sprang jeg en sommer ud på (for mig) meget dybt vand. Sådan helt bogstavelig.
Jeg var ude på en vandcykel sammen nogle lidt ældre børn - og af en eller anden grund, som jeg har glemt i dag, sprang jeg overbord og bestemte mig for st svømme ind til stranden.

Jeg husker, at det følte som en meget lang og sej svømmetur. Men jeg vidste bare inden i, at jeg sagtens kunne. Hvilket faktisk er ret imponerende, når jeg tænker på, hvor dårlig en svømmer jeg var.

Det var ingen tvivl. Jeg havde fokus på målet, og havde også opløftende samtaler med mig selv om, at jeg sagtens kunne.

Den dag imponerede jeg mig selv - og mine forældre. Men vigtigst af alt, så fandt jeg ud af, at når jeg komme ud på dybt vand, så kan jeg finde styrken til at komme sikkert i havn alligevel.

I dag tager jeg oplevelsen med mig, netop som en påmindelse om, at jeg skal turde kaste mig ud på det dybe vand - og at jeg har styrken til at komme sikkert i land...

Der er meget at lære...

Jeg har meget at lære endnu...

Både fordi der endnu er så meget jeg ikke ved eller endnu ikke kan - og fordi det er en fantastisk ting at opleve, hvor træning og studie rykker grænserne for det, jeg kan og har mulighed for at kunne.

Jeg håber, at jeg aldrig bliver træt af at lære. Eller kommer til at føle mig så bedrevidende, at jeg tror, at jeg ikke kan lære mere.

Jeg håber, at læringslysten og troen på, at jeg kan lære vil vokse gennem hele livet - og at den kan smitte af på mine omgivelser.

Hvad er du blevet klogere på?

De sociale medier boomer af opslag fra unge, som (forståeligt nok) er stolte over deres karaktere - og ikke mindst med opslag fra deres forældre, som praler af børnene.
Samtidig florer der også en masse udsagn om, at vi skal huske at fejre alle karakteren uanset, hvor på skalaen de befinder sig.
Og der sidste er jeg meget enig i.

Men jeg synes dog, at det er mere interessant at spørge de unge om, hvad de dog er blevet klogere på midt i al eksamenslæsningen.

Måske er det bestemte emner, som de nu ved meget mere om, eller som giver mening på en ny måde. Måske er de blevet klogere på deres egen måde at reagere på, når de er under pres. Måske er de blevet klogere på deres egen formåen i forhold til arbejdsindsats og indlæring. Eller måske er det noget helt fjerde.

Jeg vil så gerne have, at vi viser de unge mennesker, at vi tror på dem - og tror på, at de er på vej til at blive endnu bedre udgaver af dem selv. Og det gør vi ikke, hvis vi kun fokusere på et bestemt resultat eller et tal... det gør vi, hvis vi oprigtigtog iinteresseret spørger ind til deres udvikling.

En udfordret rollemodel...

Det der med at være en god rollemodel eller i det mindste prøve at være det, er ikke altid så lige til.

Begge mine store børn er i gang med læseferie - og for det meste er de faktisk i gang med at læse...
Det samme er jeg, for jeg skal til eksamen om to dage.

Så hjemme hos os har mange af samtalerne handlet om forberedelse, håndtering af nervøsitet og hvordan vi kan tro på os selv. Og jeg har fundet ud af, at jeg på en eller anden mystisk måde har givet mine børn et indtryk af, at tingene er rimelig lette for mig. Hvordan det er gået til, aner jeg ikke! 😃😉 For det er så langt fra sandheden...
Men jeg har knoklet med at lære gennem mange år. Knoklet med at finde troen på mig selv. Og knoklet med at bruge nervøsitet til noget forholdsvis konstruktivt.

Derfor har jeg også besluttet mig for, at de skal have et større indblik i al den nødvendige forberedelse, jeg lægger for dagen og min håndtering af usikkerhed og nervøsitet. Det har betydet, at jeg på forskellig vis har udleveret den tvivl, jeg også ofte oplever. Og det er så blevet sat sammen med samtaler om, at vi skal anerkende vores usikkerhed, vores viden og det vi allerede er.
Det har på mange måder været udfordrende, fordi jeg igen kommer gennem processer, som jeg troede var overståede kapitler af mit liv. Men også fordi, at jeg ikke ønsker, at min historie og mine oplevelser skal påduttes mine børn.

Jeg ved endnu ikke, hvordan vores fælles eksamensoplevelse ender. Det at være rollemodel har mange facetter og ingen “rigtige” svar.
Et er dog sikkert - vi bliver klogere på hinanden og os selv undervejs, og det er vel ingen skade til....

Det der skyder op og folder sig ud.

Jeg har en skøn have fyldt med blomster og planter, som er i fuld gang med enten at skyde op af jorden eller at folde sig ud.
Hver eneste dag tager jeg på “havevandring” på min forholdsvis lille grund midt i byen. Jeg nyder at følge med i, hvordan alting forandrer sig fra dag til dag. Og jeg kan til stadighed blive fascineret af, at der først nærmest er ingenting at se... så bryder en lille plante jordfladen... for derefter at folde sig ud, vokse sig stor og bære grøntsager.

Det minder mig om, at vi skal have tålmodighed - og ikke dømme på forhånd. For selvom noget ser ud af ingenting - så ligger potentialet lige under overfladen og venter.

Sådan har jeg det også med de skønne børn og unge, der gennem mange år har fyldt min hverdag. Nogle gange virker det som om, at det, vi gerne vil have dem til at lære eller blive bedre til, er så uendeligt svært for dem. Og så lige pludselig så lykkes det bare.

Og selvom der ellers ikke skal drages de store sammenligninger mellem haven og andres børn, så kan det ændre vores syn på andre, hvis vi husker på, at når vi jo har tillid til, at blomster og planter nok skal skyde op og folde sig ud - så skal vi have den sammen faste tro på, at mennesker vil gøre det samme.

Spørg endelig om hjælp.

Jeg har de sidste par dage været fuldt beskæftiget med at skrive eksamensopgave, noget der sikkert er mange, der kan relatere til i øjeblikket.

Men det er med eksamner er en underligt ting. For nok handler de om, at vi viser, hvad vi kan... men det virkelige liv handler for mig meget mere om samarbejde. Og det synes jeg også at eksamner skal gøre - eller i det mindste forberedelsen til dem.

Så når vi sidder der og sveder over alt det, der skal ind i vores hoveder, så skal vi huske at spørge om hjælp. Og ikke mindst tilbyde hinanden hjælp. For der er ingen af os, der er blevet dummere eller kommet nemmere igennem noget, bare fordi vi hjælper hinanden og bruger "fælleshjernen".
Vi skal rykke sammen og løfte hinanden - ikke bare i eksamensperioden, men i livet generelt.

Hvad er det egentlig, du gerne vil?

Hvad er det egentlig, du gerne vil med det, du går rundt og gør? Altså på et mere overordnet plan.
Det er jo ikke sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor du skræller gulerødder, når det er det, du er i gang med...

Men hvad der din overordnet plan med det, du gør? Hvad er din intention bag dine handlinger?

Jeg tror nemlig mange af os, ikke helt er klar over, hvad vores intentioner er. I den seneste tid har jeg tænkte en hel del over mine egne.

Jeg har igennem mange år været styret af, at jeg gerne ville have andres anerkendelse. Og selvom jeg har fået en hel del af den, så har der selvfølgelig også været mange gange, hvor jeg har følt, at jeg ikke har fået den. Og ironisk nok så fylder de gange sindssygt meget i min bevidsthed. Hvilket har givet mig lyst til at kaste mig ud i endnu flere projekter, som kunne imponere mine omgivelser. Og det uanset hvor anstrengende og til tider udmattende, det har været.

Og i bund og grund er det jo lidt trist, at min egentlige intention har været noget, som er forholdsvis uopnåelig, når nu intentionen kunne være noget meget mere positivt...

Jeg har ikke præcis løsningen på, hvordan jeg (eller andre) får “styr” på intentionen bag vores handlinger, men jeg ved, at vores bevidsthed om den, er det første skridt.

Lad os mødes i åbenhjertet og åbne samtaler, hvor vi kan blive klogere på, hvad der egentlig er vores intention - og hvordan vi kan bruge den på en positiv måde.

Succeshistorier.

Jeg kan rigtig godt lide succeshistorier. Det med at læse om andre, der har gjort noget, de drømte om, er i mine øjne super inspirerede. Og det er uanset om, det handler om at starte eget firma op, skabe noget for andre, tabe sig eller noget helt fjerde.

En af grundene er klart, at jeg bare godt kan lide at glædes på andres vegne. En anden grund er, at jeg synes, det er inspirerede for mit eget liv at læse eller høre om, hvilke udfordringer andre er stødt på - og hvordan de har håndteret dem. Der er noget betryggende i at vide, at forhindringer kan overvindes...

Desværre er det alligevel nogengange sådan, at jeg glemmer, at jeg også kan overvinde forhindringer m.m. Og det er jeg nok ikke alene om...
Derfor fik jeg den idé, at vi alle skulle skrive vores egne succeshistorier ned. Hvis vi nu tænker tilbage på vores liv, så er jeg sikker på, at der er temmelig mange af dem. Nogle virker måske små, mens vi med andre historier godt er klar over deres betydning.

Vores egne succeshistorier kunne vi skrive ned i en fin bog, som vi så kunne tage frem og bliver inspireret og stolte af os selv - igen og igen.  📚📖

Hvad putter du i hovedet?

Jeg kender mange mennesker, der gerne vil leve på en bedre, klogere, mere empatisk og mere succesfuld måde end, de gør i dag. Og når jeg så taler med dem om, hvad de gør for at opnå det... ja, så gør de faktisk ikke meget andet end at håbe på det bedste.
Jeg skal ikke kunne udelukke, at den strategi vil kunne lykkes for nogle. Jeg har bare aldrig hørt om det.

I stedet mener jeg, at vi skal bruge vores tid fornuftigt, så vi kan komme nærmere det, vi ønsker. Og der, hvor jeg altid har startet, er med at fokusere på, hvad jeg putter i hovedet. Her taler jeg ikke om vores kost, selvom den også har en væsentlig betydning. Jeg taler om, hvilke informationer og inspirationer jeg tager til mig.

Lige siden jeg var ganske ung har jeg læst rigtig meget. Også selvom jeg som barn havde svært ved at lære at læse og siden hen læste meget langsomt. Jeg bestemte mig bare for, at det ikke skulle hindre mig i at hente viden fra bøgernes verden.

Jeg har læst rigtig mange bøger, der har givet mig information, som jeg på ingenmåde selv kunne have tænkte mig til. Det har været bøger, som har inspireret mig til at leve i overensstemmelse med mine drømme for mit liv. De har hjulpet mig med at finde frem til min mission - og de har givet mig viden til at kunne skabe visioner udfra den.
Nå jeg har kastet mig over skønlitteraturen, så har jeg mest læst romaner, der handlede om menneskers udvikling. Ikke noget med død og ødelæggelse! For jeg ønsker ikke at fylde mit indre med makabre universer.

Indenfor de sidste ca. 10 år er den videnstilgang også blevet supplereret med videoer og lyd. Jeg bruger bl.a. YouTube til at finde inspirerende ord fra (i min verden) kloge mennesker, der har noget på hjertet. Hver morgen når jeg gør mig klar til en ny dag, lytter jeg til ord, der kan rykke mig og min verden.
Og når jeg kører i bilen fx på vej til arbejde, så lytter jeg til ord, der kan gøre en forskel fremfor reklamer og radioprogrammer, der enten gør grin med andre eller har fokus på alt det, er er galt i verden.

Hvis vi for alvor vil noget andet eller mere med vores liv, så må vi putte ny viden i vores hoveder. Og hvis vi oprigtigt vil give tilbage til omverden på en positiv, kærlig og empatisk måde, så skal den viden, vi tillader at putte ind stemme overens med den viden, vi ønsker, der skal komme ud!