Forældrerollen og et voksent barn...

I dag er mit ældste barn blevet 18 år - og juridisk set voksen...
Det har hun det meget blandet med. Bl.a. fordi, at selvom hun er en ansvarsfuld, selvstændig og fornuftig ung, er der stadig så meget, hun ikke føler sig klar til endnu.

Det kan jeg faktisk godt selv huske fra den alder, så jeg tror ikke at det handler om "nutidens unge", men mere om den manglende livserfaring. Og den kan hun jo ikke bare lige trylle frem, tænke sig til eller på anden magisk vis få nu og her.

Og uden at jeg på nogen måde, ser mig selv som curling-forældre, så er jeg klar over, at min forældreopgave ikke er slut, bare fordi det nu er 18 år siden, at den begyndte.
I kærlighed til mit barn vil jeg stadig hjælpe hende på vej gennem livets prøvelser. Men til forskel fra de første mange år af hendes liv, vil jeg nu være at finde på baglinjen eller måske helt ude af synsfeltet.
Til gengæld vil jeg tilbyde en støtte og opbakning, som altid vil kunne findes - uanset, hvor fjollet et spørgsmål, hun må sidde med  eller hvor svært et problem, hun står overfor.

Tårerne gavner jo ikke nogen.

Jeg har siddet i det hvide undersøgelsesrum masse af gange før - godt nok med skiftende læger. Vi kender alle rutinen. Kig op, kig ned, kig til venstre, kig til højre. Jo nakken er god nok. Så der det kæbeleddet og fingerleddenes tur. Denne gang er alt, som det skal være. Til sidst bliver knæ, ankler og hofter skannet. Pletterne på skærmens billede viser, hvor gigten er aktiv...

Gennem snart 10 år har min søn, min mand og jeg været på Rigshospitalet rigtig mange gange. Vi kender personalets navne, hospitalets genveje og rutiner. Selvom de fleste ting bliver nemmere, jo flere gange vi prøver dem, så er livet som mor til en gigtpatient ikke noget, jeg har ønsket at øve.

Dagens sygehusbesøg gjorde os godt nok opmærksomme på, at gigten er aktiv trods medicin. Men alligevel var det blot endnu et besøg i en lang række af mange.
Men pludselig da jeg sad og observerede min søns undersøgelse mærkede jeg den sorg, som fra tid til anden ruller ind over mig. Sorgen over ikke at have kunne skærme ham fra tyngden af en kronisk sygdom.
Mine øjne kiggede rundt i det hvide rum, som jeg kender så godt. Nogle af de værste beskeder en forælde kan modtage, har jeg hørt i netop dette rum. Jeg har dog aldrig grædt i rummet. Tårerne har stort set ikke været en del af den 10 års lange rejse, som mor til barn med en kronisk sygdom. For tårerne hjælpe jo ikke nogen alligevel - og da slet ikke min søn, som selv har skulle sluge beskedernes alvor og har brugt meget energi på at tilpasse sig til et liv, som er en del anderledes end kammeraternes.
Tårer kan give luft til følelser, der kan være svære at forstå eller bære, men de kan også lægge skyldfølelse og byrder over på andre. Det har jeg aldrig ønsket.
Tårerne ville heller ikke have kunne ændre situationen. Men vores fokus på løsninger og min søns styrker har gjort sygdommen til en statist i vores liv, fremfor at givet den hovedrollen.

At være min søns mor

Der er oplevelser, som forandrer dig - uden at du kan forberede dig på dem. Spørg bare nybagte forældre. Jeg husker tydeligt, da vi første gang stod hjemme i vores lejlighed med vores lille datter. Hun blev født dengang, man ikke blev sendt direkte hjem fra fødestuen. Så jeg havde haft et par dage på hospitalet til at vænne mig til min nye rolle. Men at stå hjemme, uden hjælp fra de erfarne professionelle, det var jeg ikke forberedt på. Jeg følte, at jeg manglede en udførlig brugsanvisning.

Da hendes lillebror så dagens lys ca. 20 mdr. senere, var jeg noget mere forberedt. Jeg viste dog ikke dengang, at det at være hans mor, ville kaste mig ud i endnu flere uforberedte situationer.

Da Roar var ca. 5½ år gammel, begyndte han at lide af voldsom vokseværk - troede vi. Jeg glemmer ikke en morgen, hvor jeg stod på badeværelset og var ved at gøre mig klar til en helt almindelig dag. Jeg hørte et bump oppe fra børnenes værelse, og troede først at én af dem, var faldet ud af sengen. Da jeg kom derop, så jeg, at Roar lå midt på gulvet. Hans små ben havde ikke kunne bære ham...
Det blev begyndelsen til mit liv, som mor til et gigtramt barn. En helt almindelig dag kom med ét til at betyde noget ganske andet.

Roar kom hurtigt til forskellige undersøgelser, og indenfor kort tid kunne lægerne på Rigshospitalet konstatere, at han led af børnegigt. Pludselig led han ikke bare af vokseværk - han led af en kronisk sygdom. Og selvom diagnosen hjalp med at forklare, bl.a. hvorfor han ikke kunne gå så stærkt, eller hvorfor han ikke kunne åbne munden særligt meget - betød det også en masse bekymringer. Bekymringer, som er kommet til at præge mit moderskab voldsomt meget.

Der har været perioder af Roars liv, hvor han ikke rigtig har kunne gå. Han har i uger af gangen boet i stuen, fordi han ikke kunne forcere trapperne op til sit værelse. Især da han været lille, græd han sig ofte i søvn pga. af smerterne.
Og jeg har grædt - fordi jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg ikke kunne fjerne smerterene og mest af alt, fordi jeg ikke har kunne beskytte ham fra "det onde" i verden.
I alle de bøger, jeg har læst om børn og børneopdragelse, har der ikke været ét eneste afsnit eller et godt råd, der kunne forberede mig på disse oplevelser.

Mest af alt har udfordringen været, at lade Roar være alt, det han kan være og har potentiale til  - uden at glemme at passe på ham. For jeg reagerer på hans smerte. Og jeg ved, at han ved det - selvom ingen af os ikke siger noget om det.

I går var vi ud og køre en tur sammen. Da han skulle ud af bilen, var han nødt til at støtte sig til dørstolpen. Knæene drillede...I dag er han så ude og løbe på løbehul. For sådanne dage har han også.

At være min søns mor har kastede mig ud i så mange uforberedte hændelser, jeg aldrig har bedt om - og som jeg nogen gange ikke har troet, at jeg kunne magte. Men det har også styrket mig i glæden og taknemmeligheden. Det har bragt vores familie tæt sammen. Og dette har lært mig, at når jeg ikke tror, at jeg kan mere - så er der faktisk stadig kræfter at hente.