Tårerne gavner jo ikke nogen.

Jeg har siddet i det hvide undersøgelsesrum masse af gange før - godt nok med skiftende læger. Vi kender alle rutinen. Kig op, kig ned, kig til venstre, kig til højre. Jo nakken er god nok. Så der det kæbeleddet og fingerleddenes tur. Denne gang er alt, som det skal være. Til sidst bliver knæ, ankler og hofter skannet. Pletterne på skærmens billede viser, hvor gigten er aktiv...

Gennem snart 10 år har min søn, min mand og jeg været på Rigshospitalet rigtig mange gange. Vi kender personalets navne, hospitalets genveje og rutiner. Selvom de fleste ting bliver nemmere, jo flere gange vi prøver dem, så er livet som mor til en gigtpatient ikke noget, jeg har ønsket at øve.

Dagens sygehusbesøg gjorde os godt nok opmærksomme på, at gigten er aktiv trods medicin. Men alligevel var det blot endnu et besøg i en lang række af mange.
Men pludselig da jeg sad og observerede min søns undersøgelse mærkede jeg den sorg, som fra tid til anden ruller ind over mig. Sorgen over ikke at have kunne skærme ham fra tyngden af en kronisk sygdom.
Mine øjne kiggede rundt i det hvide rum, som jeg kender så godt. Nogle af de værste beskeder en forælde kan modtage, har jeg hørt i netop dette rum. Jeg har dog aldrig grædt i rummet. Tårerne har stort set ikke været en del af den 10 års lange rejse, som mor til barn med en kronisk sygdom. For tårerne hjælpe jo ikke nogen alligevel - og da slet ikke min søn, som selv har skulle sluge beskedernes alvor og har brugt meget energi på at tilpasse sig til et liv, som er en del anderledes end kammeraternes.
Tårer kan give luft til følelser, der kan være svære at forstå eller bære, men de kan også lægge skyldfølelse og byrder over på andre. Det har jeg aldrig ønsket.
Tårerne ville heller ikke have kunne ændre situationen. Men vores fokus på løsninger og min søns styrker har gjort sygdommen til en statist i vores liv, fremfor at givet den hovedrollen.