Livet er jo andet end medgang.

Hvis jeg skulle vælge med hjertet, ville jeg sammensætte mit liv af glade dage, hvor alt gik nemt og smertefrit - og hvor der var tid til mine kære og nære og mig selv.

Men det er de svære dage, der for alvor har formet mig som menneske.

Jeg er blevet, den jeg er, fordi jeg har gennemlevet erfaringer, som jeg egentlig helst ville have været foruden.
Som teenager hvor jeg ikke følte, at jeg passede ind nogle steder, lærte jeg at nyde mit eget selskab og finde frem til, hvad der var vigtigt for mig som person.
I årene hvor min søn var meget syg, og jeg ofte var temmelig udkørt, lærte jeg at hive mig selv op af selvmedlidenhedens svøb og alligevel skabe en god og rar hverdag. Jeg lærte at skabe et familie-fællesskab og fælles oplevelser, trods et øget fokus på sygdommen.
Gennem min mors demenssygdom har jeg lært, at selv de små ting og oplevelser kan have stor betydning - og at ikke alt kan vente til i morgen eller næste år.
Og i en hverdag der ligesom alle andres også byder på udfordringer, modstand og triste hændelser, og hvor det kan føles, som om at jeg ind imellem tvinges i knæ - har jeg lært at rejse mig op igen og leve videre.
Det er igennem  alle disse oplevelser, at jeg for alvor har været nødt til at finde de ekstra (og skjulte) indre kræfter frem. Det er her min indre styrke har udviklet sig - og ofte har overrasket mig.

Så hvis jeg skulle vælge med fornuften - og stoltheden over den jeg er blevet, og det jeg har kunne formå, så ville jeg stadig tage imod alle de udfordringer, livet har kastet min vej.
For livet er jo andet end medgang - og det er slet ikke så skidt endda.