Når jeg skuffer mig selv.

Generelt er jeg rimelig god til at sige "pyt" og børste støvet af mig, når jeg snubler og frisk gå videre. Men især i de perioder, hvor jeg har alt for travlt, bliver jeg hevet ned i en spiral af bl.a. en uoverskuelig mængde opgaver, forventninger (ofte indefra) og tankemyldrer. Jeg kommer i tanke om alt det, jeg skal huske - for straks at være videre i en samtale eller i en ny opgave i næste øjeblik. Jeg føler mig så, som en jonglør der kaster flere og flere bolde ind i sin optræden for til sidst ikke at kunne holde styr på dem alle sammen. Nogle rammer mig i hårdt i hovedet, mens jeg lige præcis når at gribe andre i sidste øjeblik.
Noget af det værste er, at jeg så skuffer mig selv.

Jeg bliver skuffet over, at jeg ikke husker at svare tilbage med det samme på mails, at jeg glemmer ting som min søns lærers jubilæumsgave, og at jeg ikke får levet det gode liv, hvor jeg løfter mig op over dagens opgaver, danner mig et overblik og prioritere opgaver efter mine værdier og drømme.

En stor del af skuffelsen har rod i det idealbillede, jeg gerne vil ser mig selv i - og at jeg i en vis udstrækning også tror, at andre vil se mig i (hvilket jeg jo overhovedet ikke ved noget som helst om...).

Når jeg træder et par skridt tilbage, ved jeg alt for godt, at jeg ikke blive bedre til noget som helst, hvis jeg slår mig selv i hovedet med skuffelse. Men jeg tror, at vi alle kender til følelsen...