Det kræver mod at være en god rollemodel.

Jeg har i de seneste dage haft nogle samtaler med mine to skønne teenagere om at træde ud af komfortzonen. Om at det kræver mod, men også om at det ikke kan nytte noget at vente på, at modet dukker op... For der findes ikke et passende eller rigtigt tidspunkt at træde ud med rystende ben på gyngende grund. Man er bare nødt til at gøre det!

Det fik mig til at reflektere over, hvornår jeg træder derud, hvor jeg giver slip på det, der er sikkert.
Jeg siger tit til mine nærmeste, at jeg så ofte er ude af min komfortzone, at jeg slet ikke kan huske, hvordan der er i den. Og det er til dels også rigtigt. Jeg kaster mig ofte over nye og svære opgaver. Men jo oftere jeg udfører disse nye uprøvede udfordringer, jo mere vante bliver de og processen. Hvis jeg kigger nærmere på opgaverne, så minder mange af dem egentlig også om hinanden.

Så hvis jeg skal være den gode rollemodel, jeg gerne vil være - hvad skal jeg så gøre nu for at vise eksemplet for mine børn?

Ja først og fremmest har jeg dykket ned i listen med mine drømme. Jeg har kigget nærmere på de drømme, som kræver en indsats udover det almindelige. Dem, der kræver at jeg står for noget - og kan komme til at stå for skud.
Nu skal de mest interessante prøves af.

For selvom jeg ved, at det frygt for afvisning, for at mislykkes og for ikke at være god nok, der har holdt mig tilbage, så er frygten for ikke at være mine børns positive rollemodel større.