Murerne i vores liv.

Den 13. august 1961 vågnede Berlins indbyggere til synet af en afspærring mellem den østlige og den vestlige del af byen. Afspærringen var forholdsvis primitiv men dog tydelig. Senere blev den til en fysisk mur, der i mere end 30 år adskilte familier, venner og bekendte.

Dette var en mur, som magthavere påtvang de almindelige borgere. Men det fik mig til at tænke over, hvilke "mure", vi mere eller mindre bevidst stiller op i vores eget liv.

Murerne kan være skellene mellem dem, vi synes er anderledes, og os. Dem er lever på andre måder, tror på noget andet eller mener noget andet. Ligesom med Berlinmuren kan det også være familier og bekendte, der bliver skilt af misforståelser eller manglende ønske om at se andres synspunkter. Murene er måske ganske utydelige først, men hvis vi ikke vil erkende, at de er der, kan de blive til solide bygningsværker.

Den store forskel er bare, at vi har muligheden for at rive murerne ned meget hurtigt. Alt det kræver er et ønske om at se ligheder fremfor forskelle. Mennesker fremfor politik og religion. Og næste-kærlighed fremfor had.
Vi skal ikke tro på de fjendebilleder medierne gerne vil pådutte os, men i stedet møde vores med-mennesker med et åbent sind og med troen på det bedste i dem. Vi skal rive murene ned og åbne vores døre og hjerter i stedet.