lørdag den 5. august 2017

Giv selvstændighedens gave til dine børn.

Mine teenager er i fuld gang med fritidsjobsøgningen. Rigtig mange job kan de i dag søge online, hvilket betyder, at de fra hjemmets trygge rammer kan byde ind på arbejdsmarkedet. Ulempen er dog, at de blot bliver én i en stor mængde af ukendte navne.
Heldigvis er det ikke alle job, der kan søges på den måde. Der er stadig job, som kræver, at de unge møder op og viser, at de kan kigge fremmede i øjnene, give et ordentlig håndtryk og finde modet frem til at spørge, om der overhovedet er brug for dem, og det de har at byde ind med på den pågældende arbejdsplads.

Her er der ingen letkøbt løsning. Begge mine teenagere har måtte konstantere, at jobsøgning på den måde, kræver at de træder ud af deres komfortzone. Og de har på ingen måde synes, at det var sjovt.
Min mand og jeg kunne sagtens have kontaktet arbejdsgivere i vores netværk, men vi har valgt at kaste vores børn ud på det dybe vand - for at sammen med dem at opleve, at de kan klare sig.

Det har altid været vigtigt for os, at vores børn var selvstændige og robuste nok til at kunne håndtere de krav, livet naturligt vil stille dem. Derfor er de krav, vi sætter til dem også sat udfra en tiltro til, at vores børn kan lykkes. At de har det i sig at kunne gøre det godt. De har trænet livsfærdigheder altid - naturligvis på et alderssvarende niveau.
Alt for ofte har jeg mødt forældre, der i en blandning af kærlighed og (i mine øjne) misforstået omsorg ikke stiller krav til deres børn. Børn som desværre vokser op og bliver teenager og unge mennesker med ønske om at være uafhængige af deres forældre, men som ikke har selvstændighedstræning nok til at få succes på den bane.

Som det kræves af os andre, må børn og unge prøve sig frem for at opnå det, de ønsker. Nogle gange lykkes det, andre gange bliver de kun rigere på erfaring. Men de vil opbygge et godt fundament til at sætte af på inden de kaster sig over livets muligheder og udfordringer.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar