Taknemmelighed på lavt blus

Jeg ser mig selv som et taknemmeligt menneske, der glædes over livet, Faktisk har jeg nemt ved at se gaverne i de udfordringer jeg møder i min hverdag eller i de små skønne øjeblikke. Jeg er taknemmelig over de mennesker, som er i mit liv. Og jeg glædes over de muligheder jeg har fået i mit liv.

Men på det seneste har jeg opdaget, at jeg ikke er så taknemmelig. Ikke fordi jeg holder det op mod andres standard om, hvor taknemmelig jeg skal være. Men i forhold til hvor meget af det gode jeg gerne vil nyde i mit liv, så halter det altså med taknemmeligheden.
Det er ligesom en lidt ligegyldig holdning til mange ting har sneget sig ind. Jeg får slet ikke set verden omkring mig... sådan rigtigt.

Det der er med taknemmeligheden for mig er nemlig, at jo mere jeg fokuserer på, hvad jeg sætter pris på og er taknemmelige over - jo gladere er jeg. Og jo gladere jeg er - jo mere overskud til mine medmennesker har jeg. Jeg føler simpelthen en skøn samhørighed med min omverden, når jeg er taknemmelig. Alt får en større betydning, og jeg lever tættere på mine værdier.

Så når jeg nu vil tage mig selv i nakken og hive mig op af ligegyldigheden - og igen være taknemmelig over fuglene kvidrer, de første forårsblomster titter op i græsplænen, en fremmedes smil eller noget helt fjerde - er det ikke fordi, jeg prøver at leve op til andres forventninger. Det skyldes ene og alene, at jeg sørger glæden i mit liv, som varmer min sjæl.