Hvor går grænsen i din rummelighed?

Jeg elsker at være omgivet af andre mennesker - ikke mindst mennesker, som er anderledes end mig. Det er netop i mødet med andre, at jeg henter energi og glæde. Fx kan jeg godt lide, når folk fortæller deres historier, og min verden bliver udvidet. I hvert fald min forståelse af verden. Jeg får nye perspektiver. Det ville være dødssygt, hvis vi alle var ens.

Min rummelighed er stor, når det kommer til andre mennesker (hvis jeg skal sige det selv). Der, hvor min rummelighed bliver begrænset, er i forhold til de handlinger, vi som mennesker udsætter hinanden for.
I rummelighedens tegn har jeg længe prøvet at forstå en del mennesker, som jeg møder i mit liv. Mennesker, som på nogle måder er anderledes end mig, og på en hel del områder agerer anderledes end mig. Inden i mig har jeg kæmpet med min rummelighed. Og jeg har ikke helt kunne forstå hvorfor. Faktisk har jeg været skuffet over mig selv. Over at jeg åbenbart har haft svært ved at acceptere disse mennesker. Hvad var der dog galt med mig ?
Det var lige indtil, det gik op for mig (gennem samtale med en god ven), at det slet ikke var menneskene, jeg havde svært ved at acceptere - det var deres handlinger.

Helt grundlæggende kan jeg sagtens møde dem som mine medmennesker.  Jeg er bare nødt til at sætte foden ned i forhold til deres opførsel overfor mig. Det handler især om, at mine grænser bliver overtrådt. Hvilket igen handler om mine værdier. Så er jeg nødt til at sige fra eller sige stop.

Jeg gør det selvfølgelig hovedsageligt for min egen skyld. Men jeg gør det også for vores fællesskabs skyld. For ofte har disse mennesker slet ikke været klar over, at mine grænser er blevet overtrådt. Og ofte er det slet ikke det, de ønsker at gøre. Så jeg tænker, at jeg gør alle en tjeneste, når jeg siger fra.

Så hvor går grænsen i din rummelighed? Og husker du at forsvare den?