torsdag den 23. februar 2017

Hvorfor dog?

Når man arbejder med børn og unge eller bare har dem, som en del af husholdningen, så ved man, at de meget ofte spørger HVORFOR?
Jeg er helt vild med det spørgsmål - også selvom jeg ofte har syntes, at det har været super svært at svare på. Men hvor er det skønt at være omgivet af nysgerrige og vidensbegærlige unger, som ikke bare finder sig i tamme undvigende svar. Og kan jeg ikke svare på, hvorfor vi gør noget bestemt eller måden vi gør det på, så skal jeg virkelig overveje, om det i det hele taget er værd at gøre.

Nogle gange stopper vi voksne med at stille det samme spørgsmål. Ikke fordi vi pludselig forstår livet meget bedre, men fordi vi synes, vi burde forstå det. Eller at vi bare har affundet os med en manglende logik.
Hvor er det dog trist, at vi bare finder os i, at livet er som det er - og det er der åbenbart ikke noget at gøre ved.

Derfor vil jeg slå et slag for HVORFOR! Stil det ofte. Stil det mange forskellige steder. Stil det ikke mindst til dig selv. Se om svarene ændrer sig over tid. Hvis de gør, så er det super fedt, det betyder, at du også ændrer dig...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar