Kærligheden i lektielæsning

Spisebordet er ofte vores families samlingssted. I øjeblikket bliver det i høj grad brugt til fælles lektielæsning. Min søn i 8. kl. har haft svært ved at overskue de krav, der stilles i skolen - ikke mindst lektierne. Vi kunne som forældre vælge at sige, at han bare skal have styr på det. Men når han nu ikke kan overskue det, ja så kan han jo ikke overskue det.

Derfor har min mand og jeg sat ind med ekstra støtte og opbakning. Selvom skolen leverer undervisning af høj kvalitet, gør det en kæmpe forskel, når vi som forældre støtter op om vores børns læring. (Her kunne jeg sige noget om Folkeskolelovens formålsparagraf, men det gemmer jeg til en anden gang...)
I dag hjalp jeg bl.a. med bøjning af franske verber. Jeg kan overhovedet ikke fransk, men jeg kan hjælpe med at holde fokus. Jeg kan spørge ind til, hvordan opgaven bedst kan løses. Og jeg kan sørger for at der er ro til fordybelse.

Lektielæsningen er blevet en hyggelig fællesaktivitetet. I forbindelse med aftensmaden læser vi højt i historie-, samfundsfags-, og kristendomsbøgerne. Det giver anledning til mange interessante snakke. Snakke som forhåbentlig ikke bare giver min søn en bedre forståelse af fagene, men også giver os alle anledning til værdisnakke og skubber til vores nysgerrighed.
Lektielæsningen er også kærlighed til min søn og hans følelse af at kunne mere. Det er ikke bare en  investering i min søn uddannelse, men også i nærværet med ham.