Kærligheden i en gåtur

I en travl hverdag, kan jeg nemt glemme at passe på mig selv. Det er jeg så sandelig ikke ene om. Både mennesker i mit arbejdsliv og i mit privatliv fortæller, at de har samme udfordringer. Nogle gange ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal få tiden til det. Altså intellektuelt ved jeg godt, at jeg skal prioritere tiden. Den dukker jo ikke bare op af sig selv. Men jeg ved stadig ikke altid, hvad det så er, jeg skal prioritere væk...

For at passe på mig selv, har jeg sørget for mere stille weekender. Som jeg skrev om for et par uger siden - så dyrker jeg min uambitiøse side. Bl.a. fordi jeg på den måde nyder livet mere. Og fordi jeg dyrker kærligheden til mig selv.

I går gik jeg en skøn tur ved stranden med min mand, vores søn og vores hund. Vinden var stille og bølgerne ramte dovent strandkanten. Selv med noget tåge kunne jeg se langt. Jeg mærkede kulden på min hud og fornemmede sandets stille lyd under mine støvler. Både sønnen og hunden løb glade langs vandkanten, mens jeg holdet min mand i hånden. Ind imellem talte vi og ind imellem fyldte en smuk stilhed stranden. Der var på alle måder højt til loftet.

En sådan gåtur kan fylde mig med selvkærlighed, glæde og overskud - og rigeligt af det. Der var så meget kærlighed i den gåtur, både mellem os og inden i mig. Og det mindede mig om, at kærligheden altid er lige her, hvis jeg bare husker at lukke den ind.