søndag den 12. februar 2017

Jeg lever ikke for at imponere nogen!

Jeg lever ikke for at imponere nogen! 
Den erkendelse har betydet en masse frihed for mig - ikke mindst i min tankeverden. Sandheden er jo også, at jeg nogle gange falder ned i en tankegang, hvor jeg bekymrer mig over, hvad andre synes om mig. Men for det meste af tiden, fokuserer jeg på, hvad der har betydning for mig, mine værdier og mit arbejde.

Når jeg siger, at jeg ikke lever for at imponere andre, betyder det slet ikke, at jeg er ligeglad med, hvordan andre oplever min tilstedeværelse i deres liv. Slet ikke - for så ville jeg modsige mig selv i forhold til min grundlæggende overbevisning om, at vi alle sammen er forbundet. 
Jeg vil gerne gøre en forskel, som mine medmennesker kan mærke, også når jeg ikke er tilstede. Allerhelst på en måde, der også inspirerer dem til at gøre en forskel. Men jeg gør det ikke for, at de skal sige WOW. Jeg gør det, fordi det betyder noget for mig. Jeg gør det fordi, det giver mig glæde og det fylder mit indre med mening.  

Med respekt for andres frihed og erkendelsen af, at de lever anderledes liv end mig, søger jeg stadig friheden og glæden i at leve mit eget liv uden hensyn til, hvordan det ser ud i andres øjne. Jeg elsker mine interesser, min familie og mine venner, mine tanker og pludselige indskydelser. Jeg elsker, at der i mit hovedet fx er en rød tråd mellem mine forskellige uddannelser (frisør- cand. mag. - lærer). Og grunder ikke over, hvad andre mon tænker om det. 

Det er selvfølgelig også vigtigt ikke at leve på en måde, så jeg undgå at imponere. At sætte mit lys under en skæppe gavner heller ikke nogen. At leve et sådan et vil også betyder, at andres meninger kommer til at styre.

Jeg har naturligvis også fokus på, at andre heller ikke skal leve for at imponere mig. Derfor opfordrer jeg mine medmennesker til at gøre det, som er rigtigt for dem. Gå ud og lev jeres værdier ud - uanset hvordan det må se ud i andres øjne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar