Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.

I pauserne finder jeg mig selv

Der er varm te i min kop og ro omkring mig. Hele huset sover endnu. Sådan har mine morgener været igennem mange år - og jeg elsker den alenetid, jeg har her.

Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne.  Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.

For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.

Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.

Bekymringer er en slags husgæster

Bekymringer er vel egentligt bare en del af et almindeligt liv. Jeg tror, at mange af os har glemt, at det er helt i orden ikke altid at være positiv. At vi også godt må erkende, at nogle ting bare bekymre os...

Noget af det, der fylder hos mig, er min søns forestående operation. Han skal gennem en større kæbeoperation, som muligvis kommer til at foregå inden jul. Vi ved meget lidt om den. I dag fik vi dog af vide, hvornår den endelige forundersøgelse er og lidt om, hvad vi kan forvente mht. indlæggelse i forbindelse med operationen.

En del af mig - den logiske del, ved godt at jeg ikke skal bekymre mig. Der er dygtige og professionelle mennesker, der har styr på detaljerne. Alligevel har jeg i gennem længere tid oplevet en underliggende bekymring, som egentlig ikke fylder så meget i hverdagen, men som alligevel er tilstede hele tiden. Som en gæst, jeg ikke har inviteret, og som ikke vil tage afsted igen...
Det er svært at forklare, hvorfor bekymringen er der, måske fordi den mest er en følelse. En irrationel en. Måske fordi jeg bare gerne vil have, at min søn ikke skal have ondt. Måske fordi jeg ikke selv kan kontrollere forløbet eller tidshorisonten.

Uanset hvad den skyldes, er jeg klar over, at bekymringen ikke forsvinder eller bliver mindre, hvis jeg ignorerer den. Jeg er nødt til at se den i øjnene. At erkende dens eksistens. At leve sammen med dem.
Og det er helt OK og ganske normalt. En dag - før eller siden - tager gæsten jo hjem.

Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

Høfligheden er der....

Dagen startede med morgenløb sammen med eleverne på den efterskole, hvor jeg slår mine folder. Til trods for at de var trætte, havde de alligevel overskud til at være høflige. Alt imens de overhalede mig, sagde de pænt godmorgen og ønskede mig en god tur.
Det er alligevel lidt stort, at unge mennesker - som ofte bliver beskyldt for at have dårlig opførsel - viser det overskud.

Men den er der - høfligheden.  Ikke bare hos mine elever, men hos de fleste unge jeg har mødt. Ofte har jeg haft klasser, som havde dårligt ry - men som efter at være blevet mødt med venlighed og at blive talt pænt til, forholdsvis hurtigt viste, at de også sagtens kunne være venlige og høflige. De havde bare brug for at blive mødt på sammen måde. For de vil gerne. De ikke ønsker faktisk ikke at være til besvær. De vil bare gerne selv blive mødt på en venlig og høflig måde.

Derfor synes jeg, at vi voksne skal lade være med at brokke os over de unge - og istedet give dem de bedste muligheder for at vise at det gode inde i dem - og være gode rollemodeller, så de kan se, hvordan høflighed og venlighed kan folde sig ud.

Hvem er det, der tæller?

Jeg tror ikke på dem, der siger, at de er ligeglade med, hvad andre siger. For forhåbentlig er der mennesker i vores liv, hvis meninger vi rent faktisk ikke er ligeglade med.
Problemet er dog ofte, at vi går lidt for meget op i, hvad andre mener og siger. Og det er ikke vores nærmestes mening, som tæller her.

Hver eneste gang vi møder et andet menneske, er der mulighed for, at de har en mening om os - og en mening som vi slet ikke kan styre. Hvis du ser dig selv som rar og venlig, kan du sagtens bliver opfattet som vag og irriterende. Hvis du ser dig selv som handlekraftig og initiativrig, kan du sagtens blive opfattet som en, der tromler andre. Eller du kan blive opfattet som det modsatte 😉

Derfor tror jeg det er vigtigt, at vi virkelig gør op med os selv, hvis meninger der tæller i vores liv - og så kun forholde os til dem.