onsdag den 30. januar 2019

Måske er din nabo den mest fantastiske person, som du ikke har mødt endnu...

Uanset om du allerede har en masse fantastiske mennesker i dit liv - er om du er på udkig efter en eller to personer, som vil inspirere dig, give dig nye indsigter og bringe en masse glæde ind i dit liv, så er der stor sandsynlighed for, at de personer allerede er tættere på dig, end du måske lige tror.

Når jeg siger det, så bunder det ikke kun i min grundlæggende tro på, at alle mennesker har noget særligt og værdifuldt at bringe med til fællesskabet.
Det handler i høj grad om, at rigtig mange mennesker ønsker at gøre en forskel for andre. Og når vi “bare” tager os tid til at møde hinanden og lytte til hinanden, så bliver vi overrasket over al det fantastiske, som bor lige ved siden af os...

tirsdag den 29. januar 2019

Masse af succes...

Hvornår har du egentlig succes? Eller spurgt på en anden måde - hvornår har du bestemt dig for, at du har succes?
Hvad er det præcis, du skal have opnået før, du synes, at du har succes?

Nogle gange stiller vi nogle helt urealistiske mål op som vores succeskriterier - og når vi næsten er ved at nå dem, lægger vi lidt ekstra oveni, og så er de alligevel uden for vores rækkevidde....
Og på den måde kan vi holde os selv nede - og sådan set rigtigt nok fortælle os selv, at vi bare ikke er særlige succesfulde...

Min grundlæggende optimisme og tro på alt det gode i livet, har heldigvis bragt mig en masse succesoplevelser.
For succeser findes overalt. Og det handler ikke om at sætte barren så lavt, at du vil have succes bare, du står op om morgenene.
Nej det handler om at gå på opdagelse i dit eget liv efter alt det gode, du gør, påvirker og opnår.
Når jeg fx i en samtale oplever en særlig kontakt med den anden, synes jeg, det er en succes.
Når jeg overholder aftaler med mig selv (som jeg ved kan være svære at holde), er det en succes.
Når jeg kigger på mit familieliv, mine relationer og de tætte venskaber, jeg har bevaret gennem livet, så ved jeg, at jeg har succes.

Så gå endelig på opdagelse efter dine egne succeser - for jeg er sikker på, at du ligesom jeg har masse af succes.


mandag den 28. januar 2019

Det er ikke for sent at sige, hvad du mener

Kender du det? At stå i en situation, hvor du bliver spurgt til din mening eller gerne ville dele et synspunkt med andre... men hjernen er ligesom tom, og der kommer intet fornuftigt eller sammenhængende ud af din mund.

Så kommer du hjem - og som med et trylleslag falder tanker og ideer på plads, smukke, fornuftige sætninger formuleres og flyder ubesværet ud i verden.
Du får nærmest lyst til at gå tilbage til situationen igen. Samle alle de samme mennesker for at dele dine brillante observationer og overvejelser med dem.
Men øjeblikket er bare passeret. Forspildt kunne det føles som.

Næste gang du mødes med de mennesker igen, kunne du jo dele dine tanker og ideer, men det føles ligesom bare lidt for sent... Og derfor siger du intet om det.

Måske kan du nikke genkendende til sådanne situationer, måske ikke. For mig er de forholdsvis almindelige.
Men jeg har gjort det til en vane at vende tilbage til det, som jeg gerne vil dele med andre - også selvom det kommer dage efter tankerne først blev sat igang. Og min oplevelse er, at de fleste mennesker godt kan lide at få disse inputs.
For der er ikke en deadline eller en udløbsfrist for gode ideer, inspirerende tanker,  vigtige holdninger eller dine personelige synspunkter.
Pyt med om der er gået timer, dage eller år - har du noget på hjertet, så del det med os andre.



lørdag den 26. januar 2019

Vær den person...

Brug tid til at lytte til andres historier... og du vil finde ud af, at det ofte er én person måske to udenfor den nærmeste familie, som har gjort en forskel i, hvordan livet har udviklet sig. Og hvis du lytter til den, som endnu ikke har fundet “sin”person - så er det som regel, det største ønske for personen.
For vi har alle brug for at have nogle som virkelig tror på os. På det gode i os - og på vores evner, selvom de måske ikke er så tydelige endnu.

Og lige her. Lige nu... har du muligheden for at være den person i en andens liv.
Måske kender du allerede til én, som du ved har brug for opbakning og din tror på deres bedste. Måske har du ikke mødt vedkommende endnu...
Men hvis du bestemmer dig for, at du vil være netop den person, som bringer andre troen på dem selv og viser dem, hvor meget de kan betyde for andre - så vil du gøre en forskel, som vil række langt ud over et enkelt liv.

fredag den 25. januar 2019

Selvfølgelig ved du det ikke...endnu!

Mange mange gange - faktisk bekymrende mange gange har jeg talt med unge mennesker omkring de 15-16 år, der følte sig meget frustreret over, at de slet ikke vidste, hvad de ville med deres liv.

Som voksen kan det virke meget normalt, at de unge ikke ved det. Og det der det heldigvis også. Men det ved de unge bare slet ikke.
De ved det bl.a. ikke fordi, de hele tiden bliver mødt med "hvad-vil-du-egentlig-være-spørgsmål". Og i det øjeblik de vover at svare ærligt og åbne op for deres drømme, så skal de straks stå til ansvar for om hvorvidt de nu også har det, det kræver at blive det ene eller det andet.

  • Har de de rette karakterer? 
  • Har de de rette forbindelser? 
  • Eller den rette indstilling og arbejdsindsats?
Selvom jeg er stor fortaler for, at unge tager den gratis uddannelse de bliver tilbudt seriøst, så synes jeg, at vi stiller forkerte forventninger til dem.

For selvfølgelig ved en 15 årig ikke, hvordan resten af livet skal udfolde sig. Og hvis hun eller han siger, at de har styr på det allerede, må de indstille sig på en masse justeringer under vejs.

At indstille sig på justeringer gælder også for os voksne omkring dem. Vi skal holde op med at presse de unge til at lægge livsplaner, men i stedet tale med dem om det, som har betydning for dem her og nu. Tale med dem om hvilke (personlige) karakterer de ønsker at danne og udleve - og om hvordan vi kan hjælpe dem på vej.
Og når de sidder frustrereret over deres uddannelsesplaner og over om de overhovedet er uddannelsesparate, så skal vi minde dem om, at det er helt normalt og helt i orden, at de ikke ved, hvad livet skal byde på endnu.


torsdag den 24. januar 2019

De spørgsmål jeg ikke får stillet...

Jeg er nysgerrig på, hvordan andre ser verden. Og jeg vil meget gerne lytte til dem, når de fortæller om oplevelser eller holdninger. Mange vil nok også sige, at jeg er meget direkte i mine spørgsmål - og indleder ofte samtaler uden al for megen hyggesnak...

Men alligevel opdager jeg af og til lidt for sent i samtaler, at jeg ikke får stillet de spørgsmål, jeg egentlig gerne ville. De spørgsmål, som ville gøre mig klogere på andre og mig selv.
De spørgsmål, som går tæt på mig og andre.

Fx var der én, som forleden sagde til mig, at han oplevede en situation på en bestemt måde... Jeg lyttede og lod ham tale færdig - og han var snart i gang med et nyt emne.
Senere på dagen tænkte jeg over, at jeg slet ikke havde spurgt nærmere ind til, hvordan situationen kunne have været bedre for ham - eller hvad jeg kunne have gjort anderledes.
Altså jeg havde fint lyttet - men var ikke blevet klogere, sådan rigtigt....

Sådan er det desværre ofte - og nok ikke kun for mig. I al vores venlighed og flinkhed prøver vi at lytte til hinanden, men bliver bare ikke klogere af samtalerne.

Derfor vil jeg øve mig i at stille de spørgsmål, som virkelig gør en forskel i, hvordan jeg ser verden - og agerer i den.


onsdag den 23. januar 2019

Det skal ikke nås på én gang

I dag er det 22 år siden, at Madeleine Albright blev USA's første kvindelige udenrigsminister. Jeg husker det desværre ikke dagen og begivenheden særlig tydeligt - altså i det den fandt sted.
Men i de år hun var udenrigsminister blev jeg mor for første gang - og der gik det op for mig, at det måske ikke var så ligetil for kvinder at balancere ambitioner og familieliv.

Det blev også tydeligt for mig, at kvinder med gennemslagskraft ikke var en selvfølge blandt mænd med ambitioner.

Men jeg havde ambitioner og jeg ønskede i høj grad at have gennemslagskraft. Jeg ønskede at få jobs, som ikke var "kønsafhængige" - og jeg ønskede så meget at være mor for min lille datter og have tid sammen med hende og min mand.
Som ung og uerfaren havde jeg ikke lige løsningen på, hvordan det kunne lade sig gøre.

Løsningen eller rettere åbenbaringen kom fra Madeleine Albright... jeg hørte hende sige i et interview, hvor hun blev spurgt om, hvordan hun dog havde nået og opnået så mange ting i hendes liv - at livet er inddelt i kapitler, vi kan og skal ikke nå det hele på én gang.

De ord fik mine skuldre ned. Jeg var direkte lettet. For jeg fik troen på, at jeg sagtens kunne nyde min datter, min søn (som blev født ca. 3 måneder efter, at Madeleine stoppede som udenrigsminister), min mand og det familieliv, som jeg var så vild med... og stadig nå de ting, jeg drømte om.

Og her mange kapitler senere, glæder jeg mig over, hvor livet har bragt mig hen. Jeg har haft så meget "både og", ikke mindst fordi jeg også har haft tid til at vente til der var tid...