Vil du låne min ide?

Jeg synes, det er fantastisk at få gode ideer, ikke mindst når jeg får dem sammen med andre. Jeg er vild med at sidde sammen med en gruppe af mennesker, der brænder for de sammen ting som mig og tænker "store tanker." Jeg elsker at skabe noget som er større end mig selv.

Derfor har jeg altid været stor tilhænger af at arbejde i teams. Det er sikkert ikke for alle, men for mig virker det. Det er i samspillet med andre, at jeg for alvor mærker kreativiteten blomstre. Og når det kræves, at jeg går i tænkeboks alene, styrkes mine ideer også af, at jeg får mulighed af at spille dem op ad andre. 

I mit frivillige job som spejder har jeg gennem hele mit liv fået lov til at udvikle ideer sammen med andre. Da jeg var barn foregik det naturligvis på en anden måde, end det gør i dag i mit voksne liv. Men ikke desto mindre har jeg siden jeg ca. 8 år gammel haft mulighed for at udvikle tanker, som er større end mig selv. 

For mig har det især handlet om at kunne give tilbage til den bevægelse og det samfund, som har givet mig så meget. Og når jeg føler, det har lykkes, har det altid været, når jeg har arbejdet sammen med andre om at udvikle og skabe. 

På mit arbejde sker det også tit, at vi deler ideer. Store som små. Nogle gange fordi vi udvikler ideerne sammen, andre gange sker det, at jeg nævner en problemstilling og straks er der en som byder en med: "Vil du låne min ide?" Og jeg låner hjertens gerne andres ideer. For jeg tror aldrig, at en ide er blevet dårligere af at blive delt - tværtimod. Min dagligdag foregår i undervisningsverden, og jeg er overbevist om, at vores ide-deling er til fordel for de børn og unge mennesker vi underviser. 

Så jeg vil opfordre alle, som læser dette til at dele ud af ideer og til at udvikle nye sammen. Gør det til en vane at dele en ide med mindst en person hver eneste dag. Lad værdien af vores fælles tænketank blive spredt til nytte og glæde.

Livets store buffet

I flyet på vej til Riga sad jeg og læste om Letlands historie. En historie som jeg ikke kendte særlig meget til udover min mere generelle viden om de tidligere østbloklande. Noget af det, jeg læste, handlede om, hvordan letterne under Sovjetunionens styre stod i kø for at købe de mest basale ting til at få hverdagen til at hænge sammen. Og der var ikke tale om at stå i kø for at kunne vælge, hvad du ville købe - men for at overhovedet kunne købe de få ting, som styret havde bestemt, folket skulle have adgang til. Jeg læste også, hvordan disse triste butikker var blevet erstattet af restauranter med store buffeter, hvor de kulinariske retter er inspireret af madtraditioner fra hele verden. Buffeter, hvor det bare handler om at vælge, hvor du starter og i hvilken rækkefølge du vil forsætte - og om du vil stoppe før du bliver dårlig...

Netop den kontrast var virkelige slående for mig. Gad vide hvordan det må være at stå overfor en sådan buffet første gang, når man er vokset op med at vente i kø i timevis på et næsten ikke-eksisterende vareudbud.  Endnu engang blev jeg ramt på taknemmeligheden. Når jeg ikke synes, at jeg har nok - har jeg allerede så meget mere end store dele af verdens befolkning. Hvis jeg virkelig skal være ærlig, så bruger jeg for meget tid på at se manglerne. Jeg står jo overfor den store buffet i verden, hvor jeg frit kan vælge alt fra job til kærlighed. Jeg har ingen mangel på tid eller andre ressourcer, jeg har mangel på prioritering af disse. 

Så jeg vil give mig selv - og forhåbentlig også dig - denne udfordring...

Jeg vil skrive minimum 5 ned hver dag, som jeg er taknemmelig for at have mulighed for at vælge til i mit liv. Jeg vil droppe min hemmelige offerrolle, som handler om, at jeg ikke har valgmuligheder, men i stedet indtage en vinderrolle, hvor jeg er bevidst om muligheder, valg og konsekvenser. Under de ting jeg er taknemmelig for, vil jeg skrive, hvordan det føles at have en vindende tankegang.

Hvad er prisen på en kop kaffe?

Jeg er vokset op med, at vi næsten aldrig gik ud og spise. Mine forældre ville ofte belære mig, om hvor dyrt det var. De mente, at det var spild af penge, når vi kunne spise lige så fint hjemme. Jeg husker dog, at min mor engang imellem ville hente mig efter skole, og sammen gik vi på cafeteria. Her havde jeg hendes fulde opmærksomhed, og jeg følte mig meget privilegeret over denne luksus - både mht. til mad og hendes uforstyrret interesse for, hvad der foregik i mit liv.
Som ung voksen, da caféerne havde gjort deres indtog i Danmark, elskede jeg til gengæld at gå ud og spise eller drikke kaffe - både med mine venner eller alene. Nok så meget at store dele af min SU og løn blev lagt på de københavnske caféer og restauranter. Med dette forbrug kom også den dårlige samvittighed, som den dyre kaffe kom til at symbolisere.


Da jeg så fik familie, var tiden der ikke til det på sammen måde mere. Og i de senere år kan jeg mærke, at nærigheden fylder mere, end lysten til at give 40-50 DKK for en kop kaffe, når jeg ligeså god kunne nyde en i mit hyggelige hjem.  Måske er det også den gamle dårlige samvittighed, der er kommet på besøg. Jeg har langsomt valgt det fra. Og det er jo et ganske fornuftig valg, truffet på baggrund af voksne ansvarlige overvejelser.


I går havde jeg dog inviteret min mand på café. Vi fik en lækker kop kaffe, som jeg nok ikke lige kunne have lavet hjemme. Men det var ikke det vigtigste... Det vigtigste var, at caféen dannede en nærværende ramme om os. Det handlede om god kaffe og god samtale - ikke om vasketøj, indkøb eller hundeluftning. De handlede om os.


Vi havde brugt samme koncept for et stykke tid siden, da vi som familie skulle have styr på vores søns konfirmation. Da var vi alle fire taget på café. Over kaffe, te og varm chokolade fik vi hurtigt styr på mad, bordpynt og andre vigtige beslutninger. Fordi vi var taget væk fra de vante rammer, skete der noget med vores ideer og vores samtale. Da vi rejste os den eftermiddag, havde vi overblik og overskud.


Selvfølgelig kunne vi bare sørge for at skabe de samme ramme hjemme, hvilket vi heldigvis også tit gør. Men når jeg tager café og køber dyr kaffe, må jeg konstaterer, at alt det jeg også får med, opvejer prisen.
Så jeg vil, som det voksne og ansvarlige menneske jeg er, vælge dyr kaffe på hyggelige caféer til. Det er i den grad, det værd for mig.

Nej tak... Tror jeg

Ja-hatten har alt for længe siddet alt for fast på mit hoved. Den har tynget og trykket alt for meget. Og det til trods for, at en telefonsælger for ikke så lang tid siden klagede over, at jeg ikke have ja-hatten på, da jeg sagde nej til hans sikkert super gode tilbud...


Ja-hatten er en fast del af mig. Igennem mange, mange år - ja lige så lang tid jeg kan huske tilbage i mit voksne liv - har jeg haft den på. Jeg vil nemlig så gerne være med i al ting.
Desuden bor der inden i mit hoved en pæn pige, som gerne vil være perfekt. Ikke sådan med at have styr på hår og tøj eller mine ting, for det har jeg opgivet for lang tid siden. Men perfekt på den måde, hvor jeg kan klare det hele, tør det hele og vil være god til det hele. Mine tanker, og det jeg siger til mig selv, fodrer denne pæne pige. Nogle gange fylder hun utrolig meget. Det er, når jeg på alle andre måder føler mig lille - eller "mindre end". Andre gange fylder hun knap så meget, nemlig når jeg tror på mig selv og ikke behøver at følge regler og idealer, som bare er skabt inde i mit hoved...
Vi forsvarer hinanden, og selvom jeg egentlig gerne vil af med hende, passer jeg også utrolig godt på hende, og den plads hun har i mit liv. Måske mest fordi jeg kender hende så godt. Desværre er hun ikke en god ven. Hun får mig til at gøre og sige ting, som jeg helt inderst inden i ved slet ikke passer til den person, jeg vil gerne være. Derfor har jeg besluttet, at hun skal et andet sted hen.


Svend Brinkmann råder os i sin bog Stå fast til at tage nej-hatten på. Vi skal simpelthen sige NEJ oftere. Måske er det netop vejen til et ordentlig farvel til den pæne pige i mit hoved. Jeg har i hvert fald tænk mig, at prøve det af.
Jeg vil sige nej til det, som ikke giver mening i forhold til mine værdier i livet. Nej til at passe ind i andres billede af mig - eller det jeg tror, de har af mig! Nej til at ordne alt muligt for andre. Nej til at gøre ting jeg slet ikke har lyst til. Men vigtigst af alt. Jeg vil sige nej uden at give forklaringer... Mit nej skal hverken forklares eller forsvares.


I dag har jeg netop sagt nej til at gøre noget for et andet menneske. Bruge nogle timer til at gøre noget, som ikke giver menig for mig. Jeg kunne have sagt ja... Men konsekvensen havde været, at jeg ville få alt for travlt. Og dermed ville konsekvensen nok også være, at jeg ville dumsur og snerre af min familie. Den pæne pige ville have sagt ja - for ellers kunne det være, at nogle ville blive sure eller i værste fald ikke kunne lide mig lige så godt. Men den stærke kvinde, jer også er, har sagt nej.


Så forhåbentlig kommer der flere og flere nej'er fra min side - og mere og mere glæde over det jeg så kan vælge til i stedet - mig selv for eksempel.

Tak for hjælpen

Kære med-mennesker, med-borgere - alle jer jeg kender, jer som jeg kun møder tilfældigt på gaden og jer, som jeg aldrig kommer til at møde.


TAK for hjælpen. I har gjort en kæmpe forskel i mit og min families liv - en større forskel end I måske nogensinde vil komme til at forstå.


I går var jeg på sygehuset med min snart 14 årige søn, der har lidt af børnegigt siden, han var 5 år (og nok også før det, men det vidste vi bare ikke...).  Han blev undersøgt af en fantastisk læge, som heldigvis kunne konstatere, at der ikke var gigtaktivitet lige nu.


Da jeg startede mit voksenliv, og især da jeg startede mit liv som mor, havde jeg ingen planer om, at min familie og jeg på nogen måde skulle trække på den store fælleskasse, som I bidrager til. Selvfølgelig vidste jeg godt, at i det jeg fik børn, ville jeg drage fordele af fælleskassen i form af fx vuggestue, børnehave og skole. Jeg vidst også, at børn går mere til læge bl.a. fordi vi har et gratis vaccinationsprogram og de får forskellige sundhedstjek.
Men jeg havde på ingen måde forudset, hvor dyre vi ville blive for fælleskassen.


I gennem årene har vi besøgt flere forskellige sygehuse, men især blev vi gode til at færdes hjemmevant på Rigshospitalet. Vi kendte rutinerne ved hver besøg. Vi kendte til smutvejene for at komme nemmest rundt på hospitalet. Og vi kendte til måder, hvorpå vi skulle håndtere de nyheder, vi fik serveret.
Når gigten var al for slem, og vores søn havde svært ved at bevæge sig rundt - og derfor ikke kunne komme i skole, fik vi muligheden for, at én af os kunne være hjemme hos ham. Alt sammen med økonomisk hjælp fra vores fælles kasse.


Havde vi ikke fået den hjælp, ved jeg ikke, hvordan vores liv havde set ud. Heldigvis er jeg heller ikke blevet tvunget til at finde ud af det. Så derfor vil jeg gerne sige tak til alle jer, som har hjulpet med, at vi som familie kunne komme igennem det.


Nu ser det heldigvis ud til, at de mange besøg er ved at ebbe ud. Næste gang vi skal på sygehuset er om 6 måneder. Går det stadig lige så godt som nu, så er vi på vej ud af "systemet". Jeg glæder mig til at kunne bidrage til, at andre familier får hjælp, uden selv at skulle trække fra fælleskassen.


Så hvis du møder en fremmed på din vej, som smiler taknemmeligt til dig - så kan det være mig, der bare gerne vil sige TAK.

De umuligste børn

Mit hjerte ynder alle de umuligste børn... Ordene har hængt fast i min bevidsthed og i mit hjerte siden jeg forlod folkeskolen for snart mange år siden. Det var min klasselærer, som læste Tove Ditlevsens digt højt for min klasse og mig på vores sidste skoledag. Vi var ikke nogen nem klasse, og der må have været dage, hvor vores ellers meget tålmodige klasselærer må have været træt af den udfordring, klassen konstant var. Ikke desto mindre valgte hun at give os disse ord med videre i livet.

Gennem en hel del år har jeg ofte sagt ordene højt og på den måde smagt på deres betydning for mig som lærer. Ikke mindst når jeg har stået overfor klasser, hvor både voksne omkring klasserne og eleverne i disse klasser har spurgt mig, hvordan det dog kan være sjovt at skulle dele hverdag med umulige børn.

Men det er netop sjovt, fordi jeg ynder disse umulige børn. Jeg ynder deres udfordringer, deres sætten spørgsmål ved livet og deres ønske om at blive noget, de måske slet ikke kan sætte ord på endnu. Jeg ynder at se dem vokse, fejle sig fremad og glæden i deres ansigter når tingene lykkes. Jeg ynder følelsen af den forskel, jeg kan gøre, de liv jeg kan hjælpe på vej, og den styrke som kan lokkes frem i disse børn og unge mennesker.

Sammen med Danmarks fremtid, blandt alle de umuligheder og muligheder der er i vores folkeskole, ynder jeg at være.

Og indtil for ganske nyligt havde jeg slet ikke tænkt på, at det netop var min klasselærer, der i 1988 gav mig de ord med videre i livet, som skulle komme til at forme mit engagement og mit arbejdsliv. Min klasselærer så muligheder i mig lang tid før jeg selv så dem. 

Det siges, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet. Men måske er tingene heller ikke umulige for dem, som bakkes op af lærere (eller forældre, venner, arbejdsgivere...) indtil viljen i hjerte kan rodfæste sig, vokse frem og blomstre. 

Ingen kaffekøer her.

På vej ud af parkeringspladsen ved et af de lokale supermarkeder holdt jeg tilbage for en mand, som skulle krydse vejen. Han så ikke specielt glad ud og jeg tænkte, at her var sikkert en lidelsesfælle, som også hadede at skulle købe ind til familien.
I det samme jeg havde tænkt den tanke, blev jeg ramt af en følelses af utaknemmelighed. Jeg havde netop sørget for, at min familie (og de gæster vi skulle have på besøg sammen aften) kunne få et lækkert måltid. Mit problem havde ikke været om der var mad nok, eller om der var forskellige lækkerier at vælge mellem. Det største problem havde været at prioritere og vælge fra.


Jeg kom til at tænke på filmen En russer i New York (Moscow on Hudson) fra 1984, hvor Robin Willimas spiller en russisk (egentlig en sovjetborger) afhopper, som pludselig skal lære at begå sig et kapitalistisk forbrugersamfund. Den ene dag tager han i supermarkedet for at købe kaffe. I Moskva havde han været vant til at stå i kø i timevis for at få lov til at købe kaffe - en slags kaffe, bestemt af staten. Ofte havde han ventet forgæves.... Inde i det amerikanske supermarked spørger han på gebrokken engelsk efter kaffekøen. En medarbejder peger hen mod hylderne med kaffe. Først forstår russeren ikke svaret, og kigger sig om efter kaffekøen. Han spørger igen og får sammen svar. Langsomt bevæger han sig langs de mange hylder med alle mulige forskellige slags kaffe inden han til sidst nærmest besvimer af overvældelse.
Selvom det er mange, mange år siden, jeg har set filmen, stod denne scene lysende klart for mig denne eftermiddag på vej væk med ugens indkøb. Jeg er ikke vokset op med mangel på fødevarer. Alligevel gjorde kontrasterne i denne scene så stort indtryk på mig, at den har prentet sig ind i min hukommelse.  Og det var den scene, som talte til min dårlige samvittighed og følelsen af utaknemmelighed.


Hvorfor har jeg så negativ en holdning til den luksus, det er at kunne sørge godt for min familie? Jeg lever i et samfund med masse af muligheder. Ikke bare med hensyn til de store valg i livet, men så sandelig også i forhold til de små daglige valg. Jeg har valget om at købe lige præcis den slags mad jeg har lyst til. Jeg som forbruger kan vælge til og fra, en luksus som er så vigtig for mig, og alligevel har jeg ikke sat pris på den.


På parkeringspladsen forleden kunne jeg mærke noget ændre sig i mig. Jeg var pludselig glad for at jeg havde være ud og handle. Jeg var glad for de varer, som lå i mit bagagerum - og jeg var taknemmelig over at have de mange valgmuligheder.