Nej tak... Tror jeg

Ja-hatten har alt for længe siddet alt for fast på mit hoved. Den har tynget og trykket alt for meget. Og det til trods for, at en telefonsælger for ikke så lang tid siden klagede over, at jeg ikke have ja-hatten på, da jeg sagde nej til hans sikkert super gode tilbud...


Ja-hatten er en fast del af mig. Igennem mange, mange år - ja lige så lang tid jeg kan huske tilbage i mit voksne liv - har jeg haft den på. Jeg vil nemlig så gerne være med i al ting.
Desuden bor der inden i mit hoved en pæn pige, som gerne vil være perfekt. Ikke sådan med at have styr på hår og tøj eller mine ting, for det har jeg opgivet for lang tid siden. Men perfekt på den måde, hvor jeg kan klare det hele, tør det hele og vil være god til det hele. Mine tanker, og det jeg siger til mig selv, fodrer denne pæne pige. Nogle gange fylder hun utrolig meget. Det er, når jeg på alle andre måder føler mig lille - eller "mindre end". Andre gange fylder hun knap så meget, nemlig når jeg tror på mig selv og ikke behøver at følge regler og idealer, som bare er skabt inde i mit hoved...
Vi forsvarer hinanden, og selvom jeg egentlig gerne vil af med hende, passer jeg også utrolig godt på hende, og den plads hun har i mit liv. Måske mest fordi jeg kender hende så godt. Desværre er hun ikke en god ven. Hun får mig til at gøre og sige ting, som jeg helt inderst inden i ved slet ikke passer til den person, jeg vil gerne være. Derfor har jeg besluttet, at hun skal et andet sted hen.


Svend Brinkmann råder os i sin bog Stå fast til at tage nej-hatten på. Vi skal simpelthen sige NEJ oftere. Måske er det netop vejen til et ordentlig farvel til den pæne pige i mit hoved. Jeg har i hvert fald tænk mig, at prøve det af.
Jeg vil sige nej til det, som ikke giver mening i forhold til mine værdier i livet. Nej til at passe ind i andres billede af mig - eller det jeg tror, de har af mig! Nej til at ordne alt muligt for andre. Nej til at gøre ting jeg slet ikke har lyst til. Men vigtigst af alt. Jeg vil sige nej uden at give forklaringer... Mit nej skal hverken forklares eller forsvares.


I dag har jeg netop sagt nej til at gøre noget for et andet menneske. Bruge nogle timer til at gøre noget, som ikke giver menig for mig. Jeg kunne have sagt ja... Men konsekvensen havde været, at jeg ville få alt for travlt. Og dermed ville konsekvensen nok også være, at jeg ville dumsur og snerre af min familie. Den pæne pige ville have sagt ja - for ellers kunne det være, at nogle ville blive sure eller i værste fald ikke kunne lide mig lige så godt. Men den stærke kvinde, jer også er, har sagt nej.


Så forhåbentlig kommer der flere og flere nej'er fra min side - og mere og mere glæde over det jeg så kan vælge til i stedet - mig selv for eksempel.

Tak for hjælpen

Kære med-mennesker, med-borgere - alle jer jeg kender, jer som jeg kun møder tilfældigt på gaden og jer, som jeg aldrig kommer til at møde.


TAK for hjælpen. I har gjort en kæmpe forskel i mit og min families liv - en større forskel end I måske nogensinde vil komme til at forstå.


I går var jeg på sygehuset med min snart 14 årige søn, der har lidt af børnegigt siden, han var 5 år (og nok også før det, men det vidste vi bare ikke...).  Han blev undersøgt af en fantastisk læge, som heldigvis kunne konstatere, at der ikke var gigtaktivitet lige nu.


Da jeg startede mit voksenliv, og især da jeg startede mit liv som mor, havde jeg ingen planer om, at min familie og jeg på nogen måde skulle trække på den store fælleskasse, som I bidrager til. Selvfølgelig vidste jeg godt, at i det jeg fik børn, ville jeg drage fordele af fælleskassen i form af fx vuggestue, børnehave og skole. Jeg vidst også, at børn går mere til læge bl.a. fordi vi har et gratis vaccinationsprogram og de får forskellige sundhedstjek.
Men jeg havde på ingen måde forudset, hvor dyre vi ville blive for fælleskassen.


I gennem årene har vi besøgt flere forskellige sygehuse, men især blev vi gode til at færdes hjemmevant på Rigshospitalet. Vi kendte rutinerne ved hver besøg. Vi kendte til smutvejene for at komme nemmest rundt på hospitalet. Og vi kendte til måder, hvorpå vi skulle håndtere de nyheder, vi fik serveret.
Når gigten var al for slem, og vores søn havde svært ved at bevæge sig rundt - og derfor ikke kunne komme i skole, fik vi muligheden for, at én af os kunne være hjemme hos ham. Alt sammen med økonomisk hjælp fra vores fælles kasse.


Havde vi ikke fået den hjælp, ved jeg ikke, hvordan vores liv havde set ud. Heldigvis er jeg heller ikke blevet tvunget til at finde ud af det. Så derfor vil jeg gerne sige tak til alle jer, som har hjulpet med, at vi som familie kunne komme igennem det.


Nu ser det heldigvis ud til, at de mange besøg er ved at ebbe ud. Næste gang vi skal på sygehuset er om 6 måneder. Går det stadig lige så godt som nu, så er vi på vej ud af "systemet". Jeg glæder mig til at kunne bidrage til, at andre familier får hjælp, uden selv at skulle trække fra fælleskassen.


Så hvis du møder en fremmed på din vej, som smiler taknemmeligt til dig - så kan det være mig, der bare gerne vil sige TAK.

De umuligste børn

Mit hjerte ynder alle de umuligste børn... Ordene har hængt fast i min bevidsthed og i mit hjerte siden jeg forlod folkeskolen for snart mange år siden. Det var min klasselærer, som læste Tove Ditlevsens digt højt for min klasse og mig på vores sidste skoledag. Vi var ikke nogen nem klasse, og der må have været dage, hvor vores ellers meget tålmodige klasselærer må have været træt af den udfordring, klassen konstant var. Ikke desto mindre valgte hun at give os disse ord med videre i livet.

Gennem en hel del år har jeg ofte sagt ordene højt og på den måde smagt på deres betydning for mig som lærer. Ikke mindst når jeg har stået overfor klasser, hvor både voksne omkring klasserne og eleverne i disse klasser har spurgt mig, hvordan det dog kan være sjovt at skulle dele hverdag med umulige børn.

Men det er netop sjovt, fordi jeg ynder disse umulige børn. Jeg ynder deres udfordringer, deres sætten spørgsmål ved livet og deres ønske om at blive noget, de måske slet ikke kan sætte ord på endnu. Jeg ynder at se dem vokse, fejle sig fremad og glæden i deres ansigter når tingene lykkes. Jeg ynder følelsen af den forskel, jeg kan gøre, de liv jeg kan hjælpe på vej, og den styrke som kan lokkes frem i disse børn og unge mennesker.

Sammen med Danmarks fremtid, blandt alle de umuligheder og muligheder der er i vores folkeskole, ynder jeg at være.

Og indtil for ganske nyligt havde jeg slet ikke tænkt på, at det netop var min klasselærer, der i 1988 gav mig de ord med videre i livet, som skulle komme til at forme mit engagement og mit arbejdsliv. Min klasselærer så muligheder i mig lang tid før jeg selv så dem. 

Det siges, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet. Men måske er tingene heller ikke umulige for dem, som bakkes op af lærere (eller forældre, venner, arbejdsgivere...) indtil viljen i hjerte kan rodfæste sig, vokse frem og blomstre. 

Ingen kaffekøer her.

På vej ud af parkeringspladsen ved et af de lokale supermarkeder holdt jeg tilbage for en mand, som skulle krydse vejen. Han så ikke specielt glad ud og jeg tænkte, at her var sikkert en lidelsesfælle, som også hadede at skulle købe ind til familien.
I det samme jeg havde tænkt den tanke, blev jeg ramt af en følelses af utaknemmelighed. Jeg havde netop sørget for, at min familie (og de gæster vi skulle have på besøg sammen aften) kunne få et lækkert måltid. Mit problem havde ikke været om der var mad nok, eller om der var forskellige lækkerier at vælge mellem. Det største problem havde været at prioritere og vælge fra.


Jeg kom til at tænke på filmen En russer i New York (Moscow on Hudson) fra 1984, hvor Robin Willimas spiller en russisk (egentlig en sovjetborger) afhopper, som pludselig skal lære at begå sig et kapitalistisk forbrugersamfund. Den ene dag tager han i supermarkedet for at købe kaffe. I Moskva havde han været vant til at stå i kø i timevis for at få lov til at købe kaffe - en slags kaffe, bestemt af staten. Ofte havde han ventet forgæves.... Inde i det amerikanske supermarked spørger han på gebrokken engelsk efter kaffekøen. En medarbejder peger hen mod hylderne med kaffe. Først forstår russeren ikke svaret, og kigger sig om efter kaffekøen. Han spørger igen og får sammen svar. Langsomt bevæger han sig langs de mange hylder med alle mulige forskellige slags kaffe inden han til sidst nærmest besvimer af overvældelse.
Selvom det er mange, mange år siden, jeg har set filmen, stod denne scene lysende klart for mig denne eftermiddag på vej væk med ugens indkøb. Jeg er ikke vokset op med mangel på fødevarer. Alligevel gjorde kontrasterne i denne scene så stort indtryk på mig, at den har prentet sig ind i min hukommelse.  Og det var den scene, som talte til min dårlige samvittighed og følelsen af utaknemmelighed.


Hvorfor har jeg så negativ en holdning til den luksus, det er at kunne sørge godt for min familie? Jeg lever i et samfund med masse af muligheder. Ikke bare med hensyn til de store valg i livet, men så sandelig også i forhold til de små daglige valg. Jeg har valget om at købe lige præcis den slags mad jeg har lyst til. Jeg som forbruger kan vælge til og fra, en luksus som er så vigtig for mig, og alligevel har jeg ikke sat pris på den.


På parkeringspladsen forleden kunne jeg mærke noget ændre sig i mig. Jeg var pludselig glad for at jeg havde være ud og handle. Jeg var glad for de varer, som lå i mit bagagerum - og jeg var taknemmelig over at have de mange valgmuligheder.

Hvor mange ord er nok?

Harper Lee døde forleden. Hun blev verdensberømt tilbage i 1960, da hun udgav sin bog To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Jeg skriver netop bog i ental, da den igennem mange mange år var den eneste bog, hun havde udgivet - og tilsyneladende også den eneste hun ønskede at udgive.

Som menneske var hun meget genert og ville ikke lade sig interviewe. Til trods for at hun vandt en Pulitzer pris, og at bogen blev filmatiseret - og herefter vandt tre Oscars, så stillede Harper Lee ikke op til offentlig skue eller til mediernes til tider nærgående spørgsmål. Hun skulle engang have udtalt, at hun med sin bog havde sagt, det hun ønskede at sige. Så var der ingen grund til at tale mere om det.
I 2015 udgav hun alligevel endnu en bog Go Set a Watchman (Sæt en vagtpost ud). Bogen blev dog skrevet før To Kill a Mockingbird, så måske var der ikke mere at sige...

Denne vedholdenhed omkring hendes eget ønske om at dele noget med verden - og samtidig hendes bevidsthed om, det hun delte, netop skulle være efter hendes eget ønske, og ikke forbi nogle andre synes, at hun burde - det fascinerer mig. Måske fordi jeg selv ofte føler, at når jeg har udført en opgave godt, så skal jeg igen og igen bevise, at jeg stadig kan gøre det - og forhåbentlig en lille smule bedre end sidste gang. Jeg synes, det kan være svært at modstå andre forventninger.

Hvad ville der ske, jeg ikke var drevet af  andre holdninger til det jeg lavede? Især de ting som jeg for alvor brænder for.
Jeg kender godt svaret! For de dage, hvor jeg husker mit overordnede hvorfor og lader det være mit kompas, forstyrrer andres holdninger mig slet ikke. Holdningerne kan sagtens give anledning til refleksion og til at korrigere retningen. Men aldrig til forvirring eller mismod. De dage ved jeg, at jeg har sagt, det der skulle sige, og at det var ord nok.

God service - god opførsel. Det går begge veje.

For et par uger siden var hele min lille familie ude for at hjælpe min søn med at finde konfirmationstøj. Det viste sig, at det var meget nemt. Jeg havde egentlig forberedt mig (og min søn) på, at vi kun lige skulle kigge for at finde ud af, hvad der var at få.

Efter besøg i et par butikker trådte vi ind i endnu en butik i vores lokale center. Vi kiggede hurtigt rundt og konstaterede, at der nok ikke var noget i min søns størrelse. På vej ud af butikken kom en ung ekspedient over til os, for at spørge om han kunne hjælpe os. Vi afviste ham høfligt, da vi jo lige havde konstateret, at der ikke var noget interessant for os. Heldigvis mødte han os med et smil og et "Lad mig alligevel prøve." Han kiggede direkte på min søn og spurgte ind til hans ønsker mht tøjet. Min mand og jeg blev ikke spurgt. Ekspedienten havde fokus på min søn. Straks derefter fandt den unge mand lige det tøj frem, som Roar havde drømt om at finde - og i den rette størrelse.
Vi endte med at gå ud af butikken med et flot sæt konfirmationstøj og en fantastisk følelse af at være blevet behandlet godt og respektfuldt. Vi var ikke blevet presset til at købe. Vi var ikke blevet overladt til os selv. Den vigtigste person (min søn) var den, som var blevet sat i centrum. Alle vores spørgsmål blev besvaret på en faglig og ordentlig måde.

På vejen hjem talte vi om vores gode oplevelse. I vores familie taler vi meget om, hvordan vi mennesker interagerer, og ikke mindst om hvordan vi kan være gode for hinanden. Ikke bare i familien men i større målestok. Og her var der tale om, at interaktionen var god på flere planer.

Denne gode oplevelse af service er vigtig for mig som forbruger. Mange ting, bl.a. det tøj jeg godt kan lide, kan købes mange forskellige steder. Så hvis en butik ikke tilbyder mig en god service oveni, så kan jeg ligeså godt finde et andet sted at handle. Jeg møder heldigvis og rigtig ofte god service. Og gør jeg ikke det, så finder jeg et andet sted at handle.

Der er dog også en anden side af dette synspunkt, nemlig er jeg en god kunde... Her mener jeg ikke, at jeg købe mange ting eller handler der ofte. Men er jeg en kunde, som behandler butikkens ansatte med respekt og ligeværd? Eller ser jeg de ansatte, som objekter der kun er til for at servicere mig? Hvis jeg virkelig skal være ærlig overfor mig selv, så tror jeg, at jeg ofte oplever god service, når jeg er respektfuld og møde ekspedienten med ligeværd. Er jeg derimod i dårlig humør og har taget min dårlige opførsel med mig, så... Ja, så møder jeg sure og ligegyldige ekspedienter.

Fremadrettet vil jeg stadig ikke handle steder med dårlig service, MEN jeg vil gøre mit bedste for at møde personalet i de forskellige butikker med respekt, ligeværd og venlighed. De skal vide, at jeg sætter pris på, at de er der, hvis jeg skulle have brug for deres hjælp.

Dovenskaben længe leve!

I denne uge har jeg nydt min vinterferie i fulde drag. Igennem hele ugen har jeg været bevist om, hvordan jeg har brugt min tid. Jeg tilhører gruppen af "overachievers" og har derfor svært ved at holde helt fri. Heldigvis har jeg været fornuftig nok (og har lagt en mental plan for ugen - jeg er ikke overachiever for ingenting) at give mig selv lov til at lave ingenting i dag.
Ingenting er dog lige med - planlægning af en spejdertur for ca. 40 spejdere i alderen 6-16 år. Selvom jeg har gjort det mange gange før tog det alligevel adskillelige timer. Jeg nød heldigvis processen :-)


Men ellers har jeg øvet mig i at lave ingenting. Min mand var på arbejde og min datter på tur med nogle veninder. Så det var kun min søn på 13 år og jeg, der var hjemme. Vi har set to film. Taget en kage op af fryseren - og har spist noget af den. Heldigvis ikke det hele... Vi har godt nok også lavet og spist morgenmad og frokost. Ja, det er store bedrifter - men ellers ingenting.


Hen på eftermiddagen kom min mand hjem og mindede mig om, at vi jo også skulle have noget aftensmad... Hvis jeg ikke har nævnt det før, så vil jeg gerne sige, at jeg HADER at handle. Når jeg går ind i Bilka eller lignende steder, går der en osteklokke ned over mig og jeg går rundt som en zombie...


Men tilbage til aftensmaden. Min mand har arbejdet hele ugen, og da han kom hjem i dag, gik han straks i gang med at ordne noget med huset. Så kunne jeg ikke rigtig forvente, at han også handlede til aftensmaden. Hvis jeg skulle være et ordentligt menneske (og det vil jeg gerne være), så skulle jeg sørge for aftensmaden. Men jeg havde jo planlagt at beholde mit nattøj på hele dagen. Og jeg gad overhovedet ikke at gå i en eller anden butik. Så jeg åbnede i stedet køleskabet og så forskellige rester. Hurtigt baksede jeg noget sammen, som blev til et lækkert måltid. Og tak for det. Havde jeg ikke været doven, så var jeg gået ud for at købe ind, hvilket meget sandsynligt havde medført, at vi ville have smidt for gammelt mad ud i næste uge. I stedet nåede jeg at bruge forskellige grøntsager og en stadig lækker steg - og forvandle det til et dejligt måltid, som ikke bare smagte godt, men som også gav god samvittighed. Så længe leve dovenskaben!