Hvem er du egentlig?

Se dig selv i spejlet eller i rudens reflektion... Hvad ser du?

Det er ofte her, du dømmer dig selv... Og hold nu op, hvor er det bare skudt ved siden af.
Ikke fordi du skal finde noget andet at dømme dig selv ud fra... Men fordi dit ydre bare er en lille bitte  - og egentlig ubetydelig del af det, som virkelig er dig.

Men alt for ofte ved vi slet ikke, hvem vi er. Altså - hvem vi er uden vores ydre, vores titler (af alle slags), vores uddannelse/job eller hvilke andre mærkater, vi kan finde på at give os selv og hinanden.  Det er nok også derfor, at vi stresser rundt for at vise os og markere os i alle mulige sammenhænge.

Der er dog ro og glæde at finde, når vi finder os selv. Prøv at svare på spørgsmålet “Hvem er jeg?”. Svaret må kun indeholde noget, som handler om dit indre. Ikke noget med de førnævnte titler, udannelser eller lign.
Giv dig selv tid til at svare og tid til at lytte til svaret. Måske vil det tage timer, måske dage eller måske år. Det er egentlig ligegyldigt. Det der har betydning, er at du åbner op for, at du er så meget mere, end det der kan ses eller beskrives af andre... Du er helt din egen.

Anerkendelse har virkelig betydning.

I dag havde jeg glæden af at opleve min mand få en fin anerkendelse for sit engagement i frivilligt arbejde gennem flere årtier. Noget jeg blev ganske rørt over.

Vi må nemlig ikke underkende, hvad anerkendelse kan have at betydning - hverken for os personligt eller for vores omgivelser. Prøv bare at tænke på alle de mennesker, som du møder næste dagligt, der gør et eller andet ekstra for andre.

Janteloven skal kastes langt væk, og vi skal i stedet vælte os rundt i begejstring over, alt det som nogle "gider" at gøre. Ikke bare forbi vi så håber, at de gider gøre endnu mere, men fordi de gør en forskel i vores liv. Det er ofte ikke deres enkelte handlinger, men summen af alle de små forskelle.
det bliver tilsammen til noget, som vi vil savne, hvis det var væk.

Derfor skal vi huske at anerkende alt det gode mennesker omkring os gør. For det har større betydning for både dem og os, end vi helt er klar over. Og selv de mest engageret ildsjæle vil få et ekstra boost af vores anerkendelse.

Vi skal øve os i at være kompetente.

Jeg tror, at de fleste af os kender til følelsen af at føle os inkompetente. En følelse som er ganske ubehagelig - men heldigvis er den for det meste også forbigående.

Alt det vi kan, har vi engang været dårlige til... det glemmer vi vist bare af og til.
Engang var vi dårlige til at spise med ske - og det mestrer de fleste af os trods alt. Engang kunne vi ikke hoppe på et ben - også den udfordring har vi overkommet. Jeg kunne blive ved.
Og sådan er det også med vores job eller andre udfordringer, vi støder på i livet. Engang kunne vi ikke leve op til de krav, der stilles. Så øvede vi os. Fejlede. Prøvede igen. Og blev langsomt bedre.

Vi skal nemlig øve os i at være kompetente. Desværre kigger vi alt for ofte på os selv eller andre og glemmer hele den lange forhistorie, der er, før vi (eller de andre) blev kompetente. Vi ser vores kompetenceniveau som noget her og nu - og som en facitliste. Og ikke som en igangværende proces.

Så giv dig selv et klap på skulderen over alle de ting, som du er blevet bedre til - bare indenfor den sidste måned. Og jeg er ligeglad med, hvor gammel du er, eller hvor meget erfaring du har - du er helt sikkert blevet bedre til noget. Og du skal blive ved med at øve dig på det.

Du har retten til at være ordentlig!

Desværre er der i USA igen behov for at havde fokus på retten til at bære våben. Som dansker har jeg en smule svært ved at forstå, hvorfor alle og en hver (næsten) kan have det behov... altså at bære våben.
Men i vores lille land er der sikkert nogle andre rettigheder, som vi holder fast i - og som måske ikke giver mening for andre.

Det kunne dog være skønt, hvis vi talte højt om en hel anden slags rettigheder (og måske pligter), som vi alle skulle holde mere fast i og dyrke. Fx retten til at være ordentlig overfor andre. Retten til at holde ord. Retten til at være hjælpsom. Retten til at værne om fællesskabet.

For når vi taler om rettigheder, så taler vi som regel om noget til gavn for den enkelte - og det synes jeg er en smule trættende i længden. Vi skulle meget hellere tale om det, der kan gavne mange.

Den grimme smag af sladder.

I dag blev prins Henrik begravet - og siden hans død for en uge siden har mere eller mindre kendte mennesker samt medierne stået i kø for at rose ham og hans levevis. Hvilket må sige at være noget af  en kovending i forhold til, hvordan mange ellers har yndet at omtale prinsen.

Nu er han desværre ikke den eneste, som medier og os andre har langet ud efter... Af og til kan det virke, som om, at det er en  hel folkesport.
Der er bare ingen undskyldning for at gøre grin med, tale grimt om eller nedgøre andre - heller ikke selvom de er kendte.

Jeg prøver at have fokus på ikke at sladre om andre eller tale grimt om dem. Men sådan har jeg beklageligvis ikke altid været. Der var engang, hvor jeg for at passe ind (og måske fordi jeg ikke tænkte, at det betød så meget) - gerne delte historier om andre mennesker, både de kendte, og dem jeg kendte. Jeg havde næsten en stolthed over de historier, jeg havde kendskab til - og kunne dele med andre.

Det stoppede dog en dag, da jeg sad sammen med en gruppe nye studerende, hvor jeg var deres tutor. Én i gruppen havde lige en god (og mindre flatterende)  historie om en velkendt politiker. Da pointen i historien ramte forsamlingen, brød latteren ud. Pånær hos en enkelt... som viste sig at være politikerens niece. Til trods for at det ikke var mig, der havde fortalt historien kan jeg stadig huske skammen over at have deltaget i nedgørende og latterliggørende sladder overfor for et menneske, hvis  familiemedlem jeg sad ansigt til ansigt med.

For hold da op, hvor giver sladder en dårlig smag i munden! Når vi mærker efter, så føles det ganske ubehageligt at behandle andre på den måde. Oplevelsen var så markant for mig, at jeg ændrede min måde at være sammen med andre på - og ikke mindst måden hvorpå jeg talte om andre.

Selvom jeg stadig kan huske, hvordan skammen skyllede igennem min krop dengang for mere end 20 år siden - så er jeg glad for, at jeg for alvor mærkede, hvad at være en sladder-budbringer gjorde ved mig.

Alt det vi ikke taler om...

Egentlig tror jeg, at de fleste af os går rundt og tumler med tanker om vores ve og vel - som vi aldrig snakker med andre om. Muligvis fordi vi tænker, at vi er de eneste, der oplever den slags - og i hvert fald ikke ønsker at udstille os selv som freaks.

Måske er det også derfor mange af os Googler symptomer og andre "underligheder" for at finde frem til, at det måske ikke er så unormalt endda.
Problematikken er bare, at selvom vi kan møde mange ligesindede på nettet, så får det os ikke til at føles os en del af vores nære fællesskab.

I stedet skulle vi snakke mere om de ting, der virkelig undrer os ved fx vores helbred og vores kroppe, når vi får flere lys i lagkagen. Eller vores oplevelser med jobbets krav eller økonomien - og hvordan vi får det til at hænge sammen.
Og selvom jeg for mit indre blik kan se venindesamtaler, hvor mange emner bliver vendt, så er der stadig noget, som jeg tror aldrig kommer frem i lyset.

Men vi ville nok føle os mere normale og mere som en del af flokken, hvis vi begyndte at tale om det, som vi kun tør Google os frem til...

Er der ro i stormvejr?

Af og til rammes vi af stormvejr i vores liv... Stormen kan have mange former og navne. For nogle er det dødsfald eller skilsmisser, mens det for andre er voldsom modstand eller forandringer.
Vi kan ikke sammenligne betydningen af hinandens stormvejr eller kategorisere dem efter, hvor voldsomme de føles for den enkelte.
Det er dog rimeligt sikkert, at ingen af os går gennem livet uden at blive ramt af “vejrforhold”, der kan være svære at håndtere.

Mens livet blæser om ørene på os, kan det være betryggende at huske på, at selv de vildeste storme passerer forbi og har stopper. Det er heldigvis kun noget midlertidigt, også selvom det kan være svært at tro på, når du kæmper med overhovedet at kunne finde fodfæste.

Du kan også følge det råd, som altid høres i nyhederne, når naturen raser, nemlig - at søge indedørs. Brug noget tid væk fra, hvad der nu er ved at blæse dig omkuld. Det kan være svært at tænke klart eller finde hoved og hale i en situation, hvis vi hele tiden er ved at blive væltet. Luk verden lidt ude og find ro i dit eget selskab.

Underligt nok kan vi ofte mærke en fornyet indre ro, når livet for alvor har rusket os op. Når vi har gennemlevet noget, vi hverken ønskede eller måske troede, at vi kunne klare. Selv i de voldsommeste storme er der ro at finde - og vi har brug for den, for det er efter stormen, at vi virkelig skal vise, hvad vi har i os.

For det er ganske særligt at vågne op den første dag efter stormen har lagt sig. Det er her, vi skal til at finde ud af, hvordan vores omverden nu ser ud. Hvad er flyttet væk? Og hvad er kommet til? Og hvad er det præcis, vi skal gøre?