Kærlighed og tid hænger sammen.

Jeg har sagt det før - at for børn staves kærlighed: T-I-D. Men sådan er det vel egentlig også for os voksne...
For at sige til nogle at vi elsker dem, holder af dem, og at de har betydning for os - uden også at bruge tid sammen med dem, er noget tomt.

Det er når vi er sammen - når vi investere tid sammen, at vi mærker betydningen af hinandens selskab og vores gensidige forhold. 

Ofte går vi og ønsker os en masse materielle ting i livet, som vi vel egentlig godt ved ikke har særlig betydning for os. Vi arbejder måske også målrettet for at få de ting. Men har vi så samtidig lige så stor fokus på at få de forhold i livet, som vi for alvor ønsker os?
Det tror jeg desværre ikke. Måske fordi de andre mål er nemmere at overskue, eller måske fordi vi naivt tror, at forhold og kærlighed (også mellem venner) udvikler sig af sig selv.

Men kærlighed og tid hænger uløseligt sammen. Kærlighed får mulighed for at vokse, blive stærk og for at kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis vi investere tiden i den sammen med andre.

Det behøver ikke at være smukt.

Jeg tror altid, at mennesker har gjort det. Det er ikke en nymodens sociale-medier-ting. Altså det der med at holde en pæn facade.
Der er måske et eller andet dybt i os, noget der hænger sammen med vores ønske om at høre til, der også får os til at forsøge at fremstille den pæne udgave af os selv.

Guderne skal vide, at jeg så sandelig også har gjort det - og stadig gør. Men det duer bare ikke hele tiden og på alle områder, for så fjerner vi også det sjove og interessante. Vi fjerner vores egen mulighed for at udvikle os, hvis vi hele til skal virke pæne og smukke.

I min ferie har jeg kastet mig over en gammel interesse - at male. Og jeg er i den grad ved at øve mig. Men det er sjovt. Jeg ved godt nok ikke, hvad jeg skal med malerierne, når jeg synes de er færdige. Det kan være at jeg løber tør for opbevaringsplads, før jeg har styr på maleteknikker m.m. Og hvad så?
Lidt i samme stil har jeg i det sidste stykke tid eksperimentet med sammensætning af farver, tøj og smykke. Det er ikke lige smukt hver eneste dag - men det er sjovt. Jeg bliver glad i låget over at udfolde min kreativitet.
Jeg elsker at skrive - o glædes over det hver dag. Er der nogle, som er dygtigere end mig? Helt klart. Og hvad så? det kan da ikke tage glæden fra mig, at andre har talent.

For nogle år siden hørte jeg et klogt menneske sige, at man skal turde være grim i processen. Og livet er en lang proces... Så lad os være grimme og glade sammen.

Synes du virkelig, det du siger?

Af og til kan jeg tage mig selv i at synes alt muligt om alt muligt. Måske kender du det...
Du ser et eller andet (helst uden at have hele konteksten med), og pludselig synes du noget om det - og ikke altid hverken pænt eller meningsfyldt.
Det kan også være, at du ser et andet menneske på gaden, og vupti så synes du også lige et eller andet om denne fremmede.

Det er jo egentlig ganske normalt, selvom det også er frygtelig irriterende. Jeg har dog øvet mig at synes mindre om alt muligt. Det første jeg gjorde var at lade være med at sige det højt.

For ofte poppede de her synsninger om i mit hovedet, uden at jeg havde bedt dem om det. Jeg kunne så synes noget om folks valg i livet, om deres handlinger eller deres udseende. Så var det, at jeg åbenbart havde havde meget svært ved at holde disse nye holdninger til mig selv. Så kunne jeg fortælle mig familie og venner om, hvad jeg lige mente om tøjvalg, ytringer og lign., som havde absolut ingenting med mig at gøre. Og det bedste var jo, når vi kunne blive enige om vores synsninger og nyerhvervet holdninger tiltrods for, at de ikke bundede i noget konkret eller i viden.

Men en dag blev det for meget for mig. For egentlig syntes jeg jo ikke alt muligt om andre. Ikke hvert fald ikke alt det negative fis, som var poppet op i mit hoved. For mest af alt var det mit menneskesyn om ligeværd og menneskers værdi, der fyldt for mig. Og det hang på ingen måde sammen med, alle de synsninger jeg havde “underholdt” mine omgivelser med.

Så jeg stoppede (for det meste... jeg falder desværre stadig i...) med at sige sysningerne højt. Og jo mindre jeg lukkede ud, jo færre sysninger dukkede op. Det var ligesom når ild ikke får ilt, så kvæles den. På samme måde blev synsninger kvalt, da de ikke kunne komme ud.

Og det har ændret min måde at møde nye mennesker på, og på hvordan jeg er sammen med dem, jeg kendte i forvejen. Det er nemmere og mere afslappende. For når jeg ikke skal synes alt muligt, er jeg heller ikke bekymret over, hvad de andre synes om mig.
Det er faktisk temmelig befriende.

Be my Valentine.

Valentinsdag... nogle elsker den (nok mest dem med kærester) og nogle hader den (nok mest dem uden 😉).
Til trods for at mit liv er fyldt med kærlighed, har jeg ikke været særligt begejstret for dagen, men i år er det anderledes. Jeg har nemlig bestemt mig for, at jeg skal være min egen Valentine.

For jeg synes, at vi skal huske at elske os selv. Ligesom når vi er nyforelsket og kun ser alle de gode sider af vores udvalgte. Deres udseende, deres væremåde, deres interesser... Selv småirriterende ting bliver charmerende gennem forelskelsens briller.
Tænk sig hvis vi omfavnede os selv og vores uperfekte særheder med samme varme og kærlighed! Og er det for meget at gøre hver eneste dag - så bare denne ene dag om året. En dag dedikeret til selvkærlighed på højeste plan.

Det skal ikke bare være en dag, hvor vi bevidst ikke kritisere os selv. Det skal være en dag, hvor vi bevidst elsker os selv. Finder det smukke i vores udseende med alt det unikke det indebærer. Finder det smukke i vores måde at gøre ting eller håndtere situationer, gerne med fokus på alle de gode ting vi bringer med os til andre. Og finder det smukke i de interesser vi har, måske dykke ned i noget vi ikke bruger så meget tid på i hverdagen, men som gennem vores forelskelsesbriller bliver nyt og spændende.

Så find tid til dig selv i dag - og tillad dig at blive forelsket i dig selv ❤️ - måske for første gang...

Bryd regler og begrænsninger.

Det er regler og begrænsninger, som jeg tror vi alle følger, som bare ikke giver mening. Mange af dem har vi selv fundet på, nogle er blevet påduttet os - og ofte kan vi slet ikke huske hvorfor.

I mine 20’er havde jeg et meget afslappet forhold til regler. Ikke at jeg for en hver pris ville bryde dem - for det handler jo bare om at være på tværs...
Men jeg følte mig for det meste meget fri i mine tanker og handlinger. Derfor blev jeg også overrasket, når jeg stødte på regler, som “man” åbentbart skulle efterleve. Fx oplevede jeg, mens jeg var at pair i USA, at mange kvinder derover fulgte reglen om, at man ikke havde hvidt tøj på efter Labor Day (første mandag i september). Hvornår man så tog det hvide tøj frem igen, fandt jeg aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af, at sådanne regler kan fjerne på glæde og kreativitet fra de fleste - og styrke fordommene overfor dem, der bryder reglerne.

Trods min uvilje til at efterleve sådanne regler, og til dels også en foragt overfor dem, opdagede jeg en dag i begyndelsen af 40’erne, at jeg havde lavet alle mulige (egentlig mest umulige) regler og begrænsninger for mig selv. Regler om hvad jeg kunne tillade mig at gøre eller sige - og en masse regler om, hvordan man er.
Jeg opdagede, at jeg havde lagt usynlige men faste bånd omkring mig selv - og de var ved at kvæle mig. Heldigvis fik jeg samtidig en mulighed for at tage på en uges kursus, hvor jeg dykkede ned i mine egne værdier, og hvordan de kunne udfolde sig i mit liv. Det blev starten til et opgør med alle disse fjollede regler.

Hvor gang en regel eller en begrænsende tanke dukker op i mit liv, forholder jeg mig til om det overhovedet giver mening at efterleve den.
Det har ændret meget i mit liv. Jeg er blevet gladere igen, mere kreativ (ikke mindst når jeg arbejder rundt om, hvad jeg føler er begrænsninger i samfundet) og mere autentisk.

Prøv selv at dykke ned i dine selvpålagte begrænsninger - og ryd for Guds (eller din egen) skyld op i dem.

Et kedeligt liv.

Gad vide hvor meget vi tænkte over, hvorvidt vores liv var interessante for andre eller ej, før de sociale mediers indtog i vores liv?

Før kunne jeg fx godt i en samtale med andre, eller når jeg så en film, ønske, at der skete flere og mere spændende ting i mit liv. Men det skyldtes i høj grad noget inden i mig - og ikke noget, der dukkede frem pga. en lyst eller trang til at imponere andre. Og når jeg tog billeder af mine oplevelser, var til for at huske dem i årene fremad, ikke for, at mere eller mindre fremmede mennesker skulle synes noget om dem.

Sådan er det jo ikke helt mere. Selvom mange ikke deler billeder og opdateringer fra alt det de oplever, så er det svært ikke at føle, at vores liv er mere kedelig end vores omgivelsers.
Men måske er det slet ikke så skidt endda, for kedelig betyder bl.a. ude af stand til at underholde andre. 

Og jeg har ikke lyst til at have et liv, som skal bruges til underholdning for andre end mine nærmeste. Jeg vil leve et liv, der giver mening for mig - og det indeholder bl.a. en masse ikke-inspirerede hverdag.

Langsomt og smukt.

Hvor har jeg haft travlt i mit liv. Travlt med at vise, at jeg kunne noget - duede til noget. Travlt med at blive færdig med uddannelse, bøger og projekter. Travlt med at nå til det næste stop på rejsen, i karrieren eller i livet. Travlt med at leve.
Og jeg har elsket det - og har været stolt af det.

Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvordan jeg dog har nået alt det, som jeg har. Et spørgsmål som har gjort mig stolt. For jeg ved godt, at jeg er effektiv, vedholdende og arbejdsom. Det er derfor, jeg når så meget. Det er der jo egentlig ikke noget galt i.
Men nogle gange skal jeg (og alle andre) måske stoppe op - og tag en slapper...

Vi skal nemlig ikke bare skyndes os gennem livet, vi skal give os selv tid til at tage omveje, udforske og opdage alt det, som også ligger og venter på os lige her og nu. At være langsom og at leve langsomt kan være uendeligt smukt ikke mindst fordi, at vi meget bedre kan mærke os selv (på godt og ondt), når tempoet skrues ned.

Selvom der stadig er så meget, jeg vil nå og gøre, så skal det altså foregå i et andet tempo. Jeg skal kunne mærke det. Og det er ikke nemt, hvis livet drøner af sted med 180 km/t.
At have stille morgener med tid til kaffe, siddende morgenmad og en måske en samtale med familien virker så meget mere tiltrækkende, end at nå endnu et projekt, der kan imponere mine omgivelser.

Måske har du så ikke tid til at vente på min nye langsommelighed - det er også helt i orden. For det har mit liv...