Sætter du andre på plads - når du egentlig bare vil sætte grænser?

Hvis dit liv og din hverdag minder det mindste om min, så oplever du også af og til, at der sker noget, hvor du lige må kigge indad, for at finde ud af, om du kan acceptere det skete, eller om det træder over dine grænser.
De kan fx være indholdet af en samtale, tonen i kommunikationen eller de handlinger, som du enten bliver vidne til, eller som du bliver en del af. Ikke noget du selv gør eller siger, men noget som du bliver en del af, eller som sker overfor dig.

Som regel bruger jeg lidt tid på at finde ud af, hvorvidt mine grænser blev overtrådt, om jeg kan acceptere det - og hvis ikke, hvad jeg så gør ved det. Ikke noget der fylder min dag, men noget jeg tager med mig i mine refleksioner.
For det at sætte grænser er vigtigt for mig. Jeg vil gerne være ordentlig, have integritet og være loyal overfor mine værdier. Det kræver, at jeg ikke blæser rundt i vinde, der bliver sat af andres dagordner, holdninger eller bare deres dårlige dage.

Men hvordan får vi sat grænser? Hvordan gør vi det tydeligt, hvad der er acceptabelt for os - og hvad der ikke er, uden bare at bruge det som en mulighed for at sætte andre på plads?
Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg synes, at vi skal stille de to handlinger fra hinanden - og fordi jeg ved, at jeg ikke altid lykkes med det.

Når jeg sætter andre på plads (og det er ikke noget jeg ønsker at gøre), sker det fordi, jeg ikke får sagt fra i forhold til mine grænser i tide. Det sker, når jeg - for at skabe fred og ro udadtil - har været i en indre konflikt med mine grænser og værdier alt for længe.

Får jeg derimod sat mine grænser, sker det hurtigt efter, at de er blevet overtrådt.  Jeg bliver ikke sur eller tvær, men gør det klart, at jeg ikke vil være en del af samtalen, handlinger el. lign. Ikke på de præmisser, som er blevet taget i brug.
Det sker selvfølgelig, at sådanne udmeldinger støder andre, men det er ikke intentionen. Derfor tager jeg heller ikke deres følelser på mig.

Så når jeg lykkes med at skille de to ad, er det dels fordi jeg er bevidst om mine egne grænser og dels fordi jeg tør stå ved dem. Men også fordi jeg har fokus på, at andre ikke nødvendigvis har samme grænser som mig eller kender til mine.

Mit råd til dig (og mig) er derfor, at vi skal bruge tid på at finde vores grænser. Og skulle de blive overtrådt, så skal vi være ordentlige overfor dem, der kommer til det. Vi skal sige fra på en ordentlig måde, der handler om os og vores egne grænser - ikke om hvad de andre gør, siger eller er.