Uden titler og fine roller

Du skal vide, hvem du er - altså uden titler og fine roller. Det har jeg forsøgt at leve efte igennem mange år. Men i går oplevede jeg det i praksis på en helt anden måde, end jeg havde forstillet mig, at det skulle udleves.

Jeg var på besøg hos min mor, som er blevet dement og bor på plejehjem. Og for første gang kunne hun overhovedet ikke kende mig. Det er selvfølgelig sket før, men der har alligevel altid været en forbindelse mellem os. Denne gang var anderledes. Hun var ked af det og lettere forvirret over, hvem jeg dog var. Jeg blev virkelig også ramt på følelserne - og på at være så nær og alligevel for langt væk, fra der hvor hun er nu...

Da var det, at jeg virkelig måtte kigge indad og huske, hvem jeg egentlig er uden alt det omsvøb, som kræver hukommelse, hvis det skal have betydning.
Jeg er en datter, der elsker min mor uanset omstændighederne. Jeg er et menneske, som kan være nærværende, selvom min mor ikke kan være det mere. Jeg er en datter med så meget kærlighed, at jeg kan holde min mor i hånden og fortælle, at jeg elsker hende. Og at hun ikke kan sige det til mig, har ingen betydning mere. Jeg er et mennesker, der kan sidde ved siden af hende og berolige hende, indtil roen igen falder over hende igen.

I min mors selskab har jeg lært meget om mig selv - og ikke mindst hvem jeg er, når jeg kun har betydning i øjeblikket.