Familien på fælles arbejde.

Min datter og min søn har deltaget i det arbejde, der nu engang er, når man som familie har hus og have, siden de var helt små. Og de er ret gode til det. De hjælper med alt muligt bl.a. madlavning, rengøring, havearbejde og hundeluftning.

Jeg synes, hverken min mand eller jeg er dovne, når vi sætte børnene i sving. Vores mål har altid været, at vi sammen skulle være en stærk familie, der kunne regne med hinanden - også i forhold til praktiske gøremål. Børnene arbejder jo ikke alene, vi arbejder sammen som familie. En dag som i dag, har vi alle fire haft gang i alle mulige projekter. Nogle har vi lavet alene, og andre har vi udført sammen. Men vi har alle været i gang samtidig. Og det har været tophyggeligt. Bl.a. skaber arbejdsfællesskabet grobund for mange gode samtaler med mine teenagebørn, som jeg måske aldrig ville være beriget med, hvis jeg havde ladet dem sidde bag skærmene.

Jeg mener, at hvis vi ikke inddrager vores børn i de fælles pligter, der er i en familie, behandler vi dem som gæster. Og ingen børn har godt af, kun at være gæst i sit eget hjem og i sin egen familie.
De skal selvfølgelig ikke pålægges større ansvar, end de er parate til i forhold til deres alder. Men vi skal stille krav til dem og hjælpe dem med at leve op til kravene. På den måde fortæller vi som forældre også meget tydeligt, at vi stoler på at de kan klare sig i livet - og at de har betydning i familien.
Lige så vigtigt er det også, at vi gør dem klar til livet. For en dag står vi der jo ikke, når vasketøjet skal ordnes, eller middagen skal være klar til at imponere en særlig person.