Kærlighed til dig selv

Når jeg læser eller hører om selvkærlighed, handler det oftest om at pleje det ydre. Jeg ikke er i tvivl om, at det også gør noget godt for det indre, hvis vi stopper op og plejer os selv. Men jeg synes bare ikke, at det er nok.

Kærligheden til mig selv handler i høj grad om de følelser, jeg virkelig har i forhold til mig selv. Elsker jeg virkelig mig selv? Ikke på en egoistisk eller narcissistisk måde, men på en varm, anerkendende, dyb og tilgivende måde.

Følelserne kan findes i de ord, jeg siger til mig selv, når ingen andre lytter. Prøv selv at lytte til dig selv. Hvad siger du til dig selv, når du kun er dig? Er det ord som stråler af varm, anerkendende, dyb og tilgivende kærlighed? Eller er det mere ord, som minder om kritik?
Hvis ikke du mærker kærligheden - så er det vist på tide at ændre noget.

Hvordan skal vi kunne vise ægte kærlighed overfor andre, hvis vi ikke kan give os selv det? Du kan jo heller ikke give oprigtige råd om sager, du ikke ved noget om. Hvis vi ikke fylder os selv op med kærlighed og alt det gode, der kan komme i kølvandet på det - hvordan kan vi så lade vores kærlighed flyde over til andre?

Mens vi stadig skal være omsorgsfulde og venlige overfor vores medmennesker, må vi endelig ikke glemme os selv.
Vi skal kigge på os selv med kærlige øjne - og se alt det smukke i os. Vi skal bruge de indre samtaler på kærlige og venlige ord, der understreger vores unikke indre og ydre skønhed. Og vi skal udvikle et livslangt ubrydeligt kærlighedsforhold til os selv ved at omgive os med mennesker, der hjælper os på vej på den rejse.