torsdag den 5. april 2018

Kærligheden er også et valg.

For 20 år siden i dag blev jeg kærester med min mand.
I løbet af det 20 år har vi taget en hel del valg - valg som har handlet om at styrke og værne om vores kærlighed.

Vi har levet et liv, som de fleste andre. Et liv hvor vi har mødt udfordringer og glæder i et større samsurium.  Nogle gange er de kommet i en hastighed, hvor vi har haft tid til at fordøje oplevelserne og konsekvenserne. Andre gange er de væltet ind over os som en stormflod, der har slået benene væk under os - og rystet os på godt og ondt.

Og at livet nu engang er, som livet er... betyder at kærligheden i perioder ikke har haft de bedst vilkår.    Jeg kan dog ikke huske, at vi nogensinde har mistet kærligheden til hinanden, eller at jeg ikke har kunne mærke den.
Til gengæld har vi haft mange samtaler om kærligheden, og om hvordan vi plejer den - samt hvor vi kunne gøre det bedre...

For kærligheden er ikke bare tiltrækning, den er i høj grad også et valg.
Et valg om at se det bedste i den anden og prøve at forstå intentionerne bag den andens handlinger.
Et valg om at gøre sit bedste mht. det, vi hver især byder ind med i forholdet.
Men også små hverdagsagtige valg som fx at række ud efter den andens hånd, når I alligevel bare står og venter i køen. Eller at slukke for skærmen og kigge hinanden dybt i øjnene og indlede en samtale, som på ingen måde handler om noget praktisk.
Det er valg som er forholdvis nemme at tage - og også nemme ikke at tage...

Drømmen om livslang kærlighed er måske slet ikke en utopisk drøm, men derimod en række bevidst valg. Valg som giver os glæde og “succes” i kærlighedslivet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar