mandag den 9. april 2018

Er du ligeglad, er du sikkert priviligeret.

Forleden i en samtale hørte jeg den anden sige, at det er med kvinders rettigheder ikke var særligt interessant. Ikke noget rigtigt at gå op i. Først blev jeg en smule stødt over, at nogle sådan valgte andres rettigheder fra som noget uinteressant.

Men det fik mig også til at tænke på, at når vi sådan helt reelt kan vælge til og fra i forhold til, hvad vi gider bruge vores krudt på - så er vi faktisk temmelig priviligeret - måske ligefrem forkælet.
For jeg synes ikke, at jeg som kvinde kan være ligeglad med de rettigheder, jeg og mine medsøstre har kæmpet for eller ikke har opnået endnu.

Desværre er der så andre rettigheder, som jeg helt overser eller glemmer at tage alvorligt - ene og alene fordi jeg som hvid, veluddannet og vellønnet kvinde i et vestligt demokrati er så priviligeret, at jeg ikke mærker, at det skulle have nogen form for betydning. Jeg lever et så nemt og ubekymret liv, at jeg kan skøjte hen over andres kamp for det, jeg tager for givet.

Heldigvis er der en masse mennesker, som også er priviligeret men som samtidig kæmper for lighed. Og stor tak til dem. For vi har brug for at komme ud af vores små gyldne tårne og stå sammen.

Så næste gang du er ligeglad med andre rettigheder og muligheder, så tjek lige om det ikke skulle være fordi, livet er temmelig nemt for dig. Og måske du skulle bruge dine privilegier til at gøre en forskel for andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar