onsdag den 4. april 2018

Har du fortalt dem det?

Jeg er optaget af tanken om, at vi står på skuldrene af dem, der var her før os. Der er nogle, som har banet vejen for, at vi kan leve, som vi gør det i dag.
Noget kan vi læse om i historiebøgerne, mens andet (en ikke uvæsentlig part) er en del af vores egen personlige historie.

Stykker af min personlige historie - dem som har betydning for den, jeg er i dag, er skabt sammen med mennesker, der troede på mig. Og jeg har været så heldig, at dem har der været mange af.

I mange år fortalte jeg gladelig om disse betydningsfulde mennesker i samtaler med andre. Og det er også dejligt at kunne fortælle om, hvordan og hvorfor de har gjort en forskel for mig. Jeg syntes dog efterhånden, at jeg manglede at fortælle dem det selv.
Derfor begyndte jeg for år tilbage at sende breve til disse for mig særlige mennesker. Jeg skrev til dem om, hvordan de havde gjort en forskel i mit liv - og hvilken betydning det efterfølgende havde haft for mig.

Responsen var helt fantastik. For mange af dem var slet ikke klar over, at det de havde gjort - ofte som en naturlig selvfølge - havde gjort så stort indtryk. Det er min klare oplevelse, at det har givet dem lyst til at gøre endnu mere af alt det “gode”.

Jeg er slet ikke færdig med brevskrivningen og med at sige tak til dem, der tog sig tid til mig. Så mens jeg skriver videre, håber jeg at du vil gøre det samme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar