Jeg vil bare gerne tages seriøst.

Min teenagedatter, som har tilbragt påsken på kursus i bl.a. ledelse og demokrati, sagde i dag til mig, at det sværeste ved at være tilbage i hverdagen er - at hun ikke føler sig taget seriøst.

I hele påskeugen har hun været i samtale med jævnaldrende og voksne om emner som værdier, anerkendende udforskning og ledelse af sig selv og andre. Der har været tid til energiske samtaler og stille refleksion. Men vigtigst af alt, har hun oplevet, at der var en oprigtig nysgerrighed for at forstå hinanden - og tid til at forstå sig selv.

Den oplevelse er åbenbart ikke lig den, hun har i hverdagen med jævnaldrende skolekammerater.

Det fik mig til at tænke på, hvordan vi møder hinanden.

For jeg er overbevist om, at vi alle gerne vil tages seriøst - også når vi har det sjovt sammen. Vi vil gerne mødes med oprigtig nysgerrighed, hvor vores samtalepartner er interesseret i, hvad der har betydning for os - og hvorfor. Og ikke tillægger os intentioner, holdninger eller svarmuligheder. 

Når vi tager hinanden seriøst, fokuserer vi også meget mere på, hvad den enkelte person byder ind med her og nu. Ikke hvad de har lavet engang - eller ikke har lavet endnu. Hvem de kender eller ikke kender. Hvad der har oplevet - eller hvad de endnu har til gode... For det er altsammen målestokke, som kan bruges til at sortere mennesker. 

Jeg vil gerne tages seriøst ene og alene fordi, jeg er - og jeg vil meget gerne møde andre på de samme vilkår.