Det smukke i tilfældige samtaler.

I går var jeg til konfirmation hos en skøn ung mand, hvis forældre er nogle af mine bedste venner gennem mange år. Derfor kender jeg selvfølgelig også en stor del af hans familie, selvom vi kun mødes med den store familie til særlige lejligheder.

Allerede inden festen havde jeg en klar fornemmelse, at jeg ville blive beriget med gode samtaler - og jeg blev på ingen måde skuffet.

Sådan en fest inviterer nemlig til mange tilfældige samtaler. Samtaler med bordherre, med de andre ved bordet elle ved buffeten. Samtaler som enten starter fordi vi allerede kender noget til hinanden og lige ved, at der er noget vi skal spørge ind til. Eller samtaler som udspringer af nysgerrighed på, hvem den anden egentlig er. 

Det vigtige for mig i alle slags samtaler er dog, at jeg ved, alle samtaler og samtalepartnere kan berige mig. Der er noget at lære eller at blive klogere på i en hver samtale. Ikke mindst andres syn på livet.

Og det er for mig noget af det smukkest i disse tilfældige samtaler... at vi i nogle timers tid deler ud af os selv til mere eller mindre kendte mennesker. At. I bruge tid og energi på at berige hinanden og dermed også hinandens verden...