Styrken til at være sårbar.

I dag blev jeg ramt at følelsen af ikke at slå til. Det handlede ikke om mine handlinger, men om mig som person.
Det er hverken ofte eller sjældent, at jeg bliver ramt af den følelse. Det sker bare ind imellem.

Følelsen kan bedst beskrives som sårbarhed. Det er der, hvor livet eller situationer kan virke uoverskuelige, relationer være svære og facaden er faldet. I de situationer kan livet og relationerne såre mig på en ganske særlig måde helt uden at være klar over det.
Det er ikke behagelig at være sårbar, men det er tilgengæld der, hvor jeg for alvor kan mærke mine følelsers dybde og mærke mig selv.

Derfor øver jeg mig også i at turde blive i sårbarheden, når den dukker op. Det kræver virkelig styrke at turde være sårbar. For det ville være så meget lettere at gennem mig bag en hurtig påtaget facade, hvor jeg signalerer til omverden, at jeg ihvertfald har styr på det hele. Men det uperfekte og det svære er også en stor del af mig - og at fornægte deres eksistens, er at fornægte en stor del af mig.

Selvom det virkelig kræver mod og styrke at være sårbar - så er det i erkendelsen af mit virkelige jeg, at styrken til at komme videre findes.
Det er ikke med skam, men med stolthed og styrke, at sårbarheden skal mødes