Ja, jeg har tid til dig.

Min søn havde lyst til at tale med mig om livet i dag. Det er ikke fordi, at det sker sjældent - tværtimod. Men er bliver glad hver gang, for jeg ved, at det ikke er alle teenageforældre, der oplever det.

Ofte hører jeg om teenagere, der trods søde, rare og forstående forældre, som selv har en masse livserfaring, ikke tror at deres forældre vil eller kan forstå noget som helst. Ligeså ofte hører jeg om forældre, der giver op overfor de mutte og tavse teenagere, og samtalerne forsvinder langsomt ud af familielivet.
Det er egentlig meget trist, at de som er hinanden nærmest bliver mere og mere fremmede...

Hvad kan vi som forældre gøre, når teenageren trækker på skulderen til svar på vores spørgsmål?
Vi kan sætte tid af til dem. Tid, hvor vi ikke har travlt med alt muligt andet. Hvor du virkelig lytter til dem - og har tålmodighed til at vente på deres pointer og syn på livet. Lad jeres teenagere bestemme tempoet for samtalen. Glem hvad I synes, at de burde synes...

Selvom det måske ikke opleves med det samme, så ved teenagerne godt, at tid til at lytte er en kærlighedserklæring fra jer til dem.