Fællesskabet er en fælles sag

Fællesskabet kræver, at alle i det bakker op og værne om det. Det er ikke et ansvar, der kan ligge på de fås skuldre. Hvis det bliver individets egen sag, er det dømt til at fejle. Men individet skal være villig til at give noget til fællesskabet for at kunne få noget igen.

Fællesskabets succes beror på, at vi investerer ting og energi i at få det til at fungere. At vi giver noget af os selv til det fælles mere. Samtidig betyder det også, at vi holder noget for os selv og holder på os selv. Vi kan fx ikke opføre os præcis, som vi vil, hvis fællesskabet skal kunne lykkes.

Til gengæld har fællesskabet mange gaver gemt til os. Her hvor vi møder andre med fælles værdier,  samme interesser og lignende livssyn, kan vi blive klogere på os selv. I fællesskabets gensidige forpligtelse mærker vi, at vi har værdi - ikke bare for os selv og vores nærmeste, men for noget der er meget større.
Det er også i fællesskabet, at de ofte alt for tunge byrder, der ligger på individets skuldre i forhold til at lykkes, kan blive lettere at bære. Fordi vi alle bringer forskellige kvaliteter ind i fællesskabet, kan flere ting lykkes samtidig med, at alle har betydning i forhold til de fælles projekter.

Fællesskabet er dog ikke altid en nem sag at bakke op om. For det kræver jo netop, at vi opgiver vores egen her-og-nu belønninger eller ideen om, hvordan andre præcis burde være for at passe ind i vores fællesskab. Men det er samtidig noget af det - når vi kan acceptere det - der giver den største belønning. For det er her vi virkelig lærer noget om os selv - og andre.