fredag den 23. februar 2018

Vi skal øve os i at være kompetente.

Jeg tror, at de fleste af os kender til følelsen af at føle os inkompetente. En følelse som er ganske ubehagelig - men heldigvis er den for det meste også forbigående.

Alt det vi kan, har vi engang været dårlige til... det glemmer vi vist bare af og til.
Engang var vi dårlige til at spise med ske - og det mestrer de fleste af os trods alt. Engang kunne vi ikke hoppe på et ben - også den udfordring har vi overkommet. Jeg kunne blive ved.
Og sådan er det også med vores job eller andre udfordringer, vi støder på i livet. Engang kunne vi ikke leve op til de krav, der stilles. Så øvede vi os. Fejlede. Prøvede igen. Og blev langsomt bedre.

Vi skal nemlig øve os i at være kompetente. Desværre kigger vi alt for ofte på os selv eller andre og glemmer hele den lange forhistorie, der er, før vi (eller de andre) blev kompetente. Vi ser vores kompetenceniveau som noget her og nu - og som en facitliste. Og ikke som en igangværende proces.

Så giv dig selv et klap på skulderen over alle de ting, som du er blevet bedre til - bare indenfor den sidste måned. Og jeg er ligeglad med, hvor gammel du er, eller hvor meget erfaring du har - du er helt sikkert blevet bedre til noget. Og du skal blive ved med at øve dig på det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar