I mine 20’er havde jeg et meget afslappet forhold til regler. Ikke at jeg for en hver pris ville bryde dem - for det handler jo bare om at være på tværs...
Men jeg følte mig for det meste meget fri i mine tanker og handlinger. Derfor blev jeg også overrasket, når jeg stødte på regler, som “man” åbentbart skulle efterleve. Fx oplevede jeg, mens jeg var at pair i USA, at mange kvinder derover fulgte reglen om, at man ikke havde hvidt tøj på efter Labor Day (første mandag i september). Hvornår man så tog det hvide tøj frem igen, fandt jeg aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af, at sådanne regler kan fjerne på glæde og kreativitet fra de fleste - og styrke fordommene overfor dem, der bryder reglerne.
Trods min uvilje til at efterleve sådanne regler, og til dels også en foragt overfor dem, opdagede jeg en dag i begyndelsen af 40’erne, at jeg havde lavet alle mulige (egentlig mest umulige) regler og begrænsninger for mig selv. Regler om hvad jeg kunne tillade mig at gøre eller sige - og en masse regler om, hvordan man er.
Jeg opdagede, at jeg havde lagt usynlige men faste bånd omkring mig selv - og de var ved at kvæle mig. Heldigvis fik jeg samtidig en mulighed for at tage på en uges kursus, hvor jeg dykkede ned i mine egne værdier, og hvordan de kunne udfolde sig i mit liv. Det blev starten til et opgør med alle disse fjollede regler.
Hvor gang en regel eller en begrænsende tanke dukker op i mit liv, forholder jeg mig til om det overhovedet giver mening at efterleve den.
Det har ændret meget i mit liv. Jeg er blevet gladere igen, mere kreativ (ikke mindst når jeg arbejder rundt om, hvad jeg føler er begrænsninger i samfundet) og mere autentisk.
Prøv selv at dykke ned i dine selvpålagte begrænsninger - og ryd for Guds (eller din egen) skyld op i dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar