Den grimme smag af sladder.

I dag blev prins Henrik begravet - og siden hans død for en uge siden har mere eller mindre kendte mennesker samt medierne stået i kø for at rose ham og hans levevis. Hvilket må sige at være noget af  en kovending i forhold til, hvordan mange ellers har yndet at omtale prinsen.

Nu er han desværre ikke den eneste, som medier og os andre har langet ud efter... Af og til kan det virke, som om, at det er en  hel folkesport.
Der er bare ingen undskyldning for at gøre grin med, tale grimt om eller nedgøre andre - heller ikke selvom de er kendte.

Jeg prøver at have fokus på ikke at sladre om andre eller tale grimt om dem. Men sådan har jeg beklageligvis ikke altid været. Der var engang, hvor jeg for at passe ind (og måske fordi jeg ikke tænkte, at det betød så meget) - gerne delte historier om andre mennesker, både de kendte, og dem jeg kendte. Jeg havde næsten en stolthed over de historier, jeg havde kendskab til - og kunne dele med andre.

Det stoppede dog en dag, da jeg sad sammen med en gruppe nye studerende, hvor jeg var deres tutor. Én i gruppen havde lige en god (og mindre flatterende)  historie om en velkendt politiker. Da pointen i historien ramte forsamlingen, brød latteren ud. Pånær hos en enkelt... som viste sig at være politikerens niece. Til trods for at det ikke var mig, der havde fortalt historien kan jeg stadig huske skammen over at have deltaget i nedgørende og latterliggørende sladder overfor for et menneske, hvis  familiemedlem jeg sad ansigt til ansigt med.

For hold da op, hvor giver sladder en dårlig smag i munden! Når vi mærker efter, så føles det ganske ubehageligt at behandle andre på den måde. Oplevelsen var så markant for mig, at jeg ændrede min måde at være sammen med andre på - og ikke mindst måden hvorpå jeg talte om andre.

Selvom jeg stadig kan huske, hvordan skammen skyllede igennem min krop dengang for mere end 20 år siden - så er jeg glad for, at jeg for alvor mærkede, hvad at være en sladder-budbringer gjorde ved mig.