Langsomt og smukt.

Hvor har jeg haft travlt i mit liv. Travlt med at vise, at jeg kunne noget - duede til noget. Travlt med at blive færdig med uddannelse, bøger og projekter. Travlt med at nå til det næste stop på rejsen, i karrieren eller i livet. Travlt med at leve.
Og jeg har elsket det - og har været stolt af det.

Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvordan jeg dog har nået alt det, som jeg har. Et spørgsmål som har gjort mig stolt. For jeg ved godt, at jeg er effektiv, vedholdende og arbejdsom. Det er derfor, jeg når så meget. Det er der jo egentlig ikke noget galt i.
Men nogle gange skal jeg (og alle andre) måske stoppe op - og tag en slapper...

Vi skal nemlig ikke bare skyndes os gennem livet, vi skal give os selv tid til at tage omveje, udforske og opdage alt det, som også ligger og venter på os lige her og nu. At være langsom og at leve langsomt kan være uendeligt smukt ikke mindst fordi, at vi meget bedre kan mærke os selv (på godt og ondt), når tempoet skrues ned.

Selvom der stadig er så meget, jeg vil nå og gøre, så skal det altså foregå i et andet tempo. Jeg skal kunne mærke det. Og det er ikke nemt, hvis livet drøner af sted med 180 km/t.
At have stille morgener med tid til kaffe, siddende morgenmad og en måske en samtale med familien virker så meget mere tiltrækkende, end at nå endnu et projekt, der kan imponere mine omgivelser.

Måske har du så ikke tid til at vente på min nye langsommelighed - det er også helt i orden. For det har mit liv...