Synes du virkelig, det du siger?

Af og til kan jeg tage mig selv i at synes alt muligt om alt muligt. Måske kender du det...
Du ser et eller andet (helst uden at have hele konteksten med), og pludselig synes du noget om det - og ikke altid hverken pænt eller meningsfyldt.
Det kan også være, at du ser et andet menneske på gaden, og vupti så synes du også lige et eller andet om denne fremmede.

Det er jo egentlig ganske normalt, selvom det også er frygtelig irriterende. Jeg har dog øvet mig at synes mindre om alt muligt. Det første jeg gjorde var at lade være med at sige det højt.

For ofte poppede de her synsninger om i mit hovedet, uden at jeg havde bedt dem om det. Jeg kunne så synes noget om folks valg i livet, om deres handlinger eller deres udseende. Så var det, at jeg åbenbart havde havde meget svært ved at holde disse nye holdninger til mig selv. Så kunne jeg fortælle mig familie og venner om, hvad jeg lige mente om tøjvalg, ytringer og lign., som havde absolut ingenting med mig at gøre. Og det bedste var jo, når vi kunne blive enige om vores synsninger og nyerhvervet holdninger tiltrods for, at de ikke bundede i noget konkret eller i viden.

Men en dag blev det for meget for mig. For egentlig syntes jeg jo ikke alt muligt om andre. Ikke hvert fald ikke alt det negative fis, som var poppet op i mit hoved. For mest af alt var det mit menneskesyn om ligeværd og menneskers værdi, der fyldt for mig. Og det hang på ingen måde sammen med, alle de synsninger jeg havde “underholdt” mine omgivelser med.

Så jeg stoppede (for det meste... jeg falder desværre stadig i...) med at sige sysningerne højt. Og jo mindre jeg lukkede ud, jo færre sysninger dukkede op. Det var ligesom når ild ikke får ilt, så kvæles den. På samme måde blev synsninger kvalt, da de ikke kunne komme ud.

Og det har ændret min måde at møde nye mennesker på, og på hvordan jeg er sammen med dem, jeg kendte i forvejen. Det er nemmere og mere afslappende. For når jeg ikke skal synes alt muligt, er jeg heller ikke bekymret over, hvad de andre synes om mig.
Det er faktisk temmelig befriende.