torsdag den 1. marts 2018

Du kan ikke bage kagen på halv tid!

Piet Hein har bl.a. sagt de kloge ord: Ting Ta'r Tid. Ord jeg har taget med mig gennem mange år.

Det tager nemlig tid at lade ting, forhold eller mennesker udvikle sig. Det taget tid at blive god til noget eller at lære nogen at kende. Jeg tror faktisk, at de fleste kan være enige om den grundtanke. Der er ro i tanken om, at vi er på vej - og ikke behøver at kunne eller være noget bestemt her og nu.

Det indhold vi putter ind i vores liv tager også tid, uanset om det er opgaver, vi selv har valgt eller krav og forventninger, andre har til os. Det kan være job, familieliv eller lign.
Det er bare som om, at manges liv indeholder så meget, at der simpelthen ikke er tid til at udføre noget ordentligt.
Fx tror jeg, at mange har jobs, hvor der er så mange opgaver, at det føles umuligt at udføre dem alle ordentligt. En sådan situation kan være i orden af og til, men hvis det er gentagende - måske ligefrem dagligt, så vil mange ofte få fornemmelsen af, at de nok slet ikke er dygtige nok til deres arbejde (eller andre krav, der stilles).

Men prøv at forestille dig, at du faktisk er god til at bage - måske elsker du det ligefrem. Du skal bage  til en flok mennesker, som du ikke kender så godt. Kagedejen tager ca. 15 min at bakse sammen, inden den skal i ovnen i 30 min. Rimelig simpel opgave. Du har nok også fundet en opskrift, som du bare ved er en succes. Problemet er bare, at du kun får 30 min til hele opgaven.... Hvilket resulterer i en halvbagt ikke så lækker kage.
Første gang kan du nok undskylde tidspresset. Men hvis det bliver dine arbejdsvilkår gang på gang, så vil du efterhånden fremstå som udygtig - måske ligefrem inkompetent.

Det er desværre, sådan mange oplever deres bidrag til arbejdsmarkedet eller familielivet. De har så mange opgaver og slet ikke tid nok. Efterhånden handler det slet ikke om at prioritere mere - for hvordan vi du prioritere kagebagningen, hvis du kun havde den halve tid - og skulle lykkes med opgaven?

Så næste gang du tænker, at en eller anden i din nærhed er uduelig - så overvej om det bare er endnu et taltentfuldt menneske, som kæmper mod uret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar