lørdag den 3. marts 2018

Et liv på halvt blus kan give fuld glæde.

Du har kun dette ene liv - så lev det fuldt ud!

Det råd har du sikkert hørt lige så ofte, som jeg har. Men hvad betyder det egentlig at leve livet fuldt ud?
I mange år har jeg tænkt, at det betød, at jeg skulle sige ja til alle de muligheder, der bød sig. Prøve en masse forskelligt af, se nye steder osv. Mine forestillinger har helt sikkert været præget af reklamer, sociale medier, tv-programmer og andres menneskers syn på, hvordan deres liv skulle se ud.
I dag jeg dog ikke så sikker på, at det med at give den fuld gas er svaret - i hvert fald ikke for mig.

For selvom jeg er meget enig i, at vi skal huske, at vi "kun" har dette ene liv, så tror jeg mange af os er gået forkert i byen i forhold til at leve det fuldt ud.
Jeg tror simpelthen, at vi er alt for mange, som har fyldt alt for meget på. Vi har fyldt kalendere, skuffer og skabe - og vores tanker og sind. Til gengæld er vi blevet tømt for indre ro, stilhed, nærhed og penge.

Når jeg læser om mennesker, som på den ene eller anden måde har skåret ned på forbruget, karrieren eller de indre forventninger om, hvordan deres liv "burde" være, så virker det på mig, som om at deres forsøg på at leve på halvt blus giver dem mulighed for at mærke livet endnu mere.
Det samme mærkes, når jeg selv vælger fra. Om det så er muligheder, arrangementer, flere forbrugsting eller noget helt fjerde. Når blusset sættes ned, mærker jeg mig selv, mine nærmeste og mit liv endnu mere intenst.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du aldrig mere skal sige ja til nye ting, sjove oplevelser eller lign. Men prøv at finde ud af, hvad der egentlig går, at du føler, at du lever et fuldt liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar