fredag den 9. marts 2018

Kære forældre - lad os stå sammen.

Kære forældre

Jeg er et af de mennesker, som dit barn møder hver eneste dag i skolen.
Jeg har et meget klart mål med mit arbejde i folkets skole, nemlig at hjælpe dit barn med at se sin egen værdi og at kunne byde ind i fællesskaber, hvor de kan mærke, at de har betydning.
Men det arbejde betyder også, at jeg sætter rammer og grænser for dit barn. Jeg er tydelig i mine holdninger, og i hvad jeg synes fællesskabet skal finde sig i.

Jeg ved fra erfaring, at du eller dit barn kan synes, det er svært. Men du skal vide, at jeg gør det fordi, jeg vil hjælpe dit barn til at være en ligeværdig og positiv del af det fællesskab, som er så vigtig for folkeskolen og for samfundet. Hvis jeg var ligeglad med dit barn eller ikke troede på hendes eller hans gode egenskaber og evne, så ville jeg slet ikke lægge så meget energi i at hjælpe dit barn godt på vej.

Så kære forældre lad os stå sammen om at værne om børnenes dannelse og det fællesskab, som skal være et trygt sted for dem at vokse, lære og udvikle sig.
Stil gerne spørgsmål til mig og alle os andre i dit barns skole, men gør det gerne med en oprigtig tiltro til, at vi også vil dit barn det bedste.
Når vi voksne står sammen, skaber vi trygge omgivelser for børnene og de bedste muligheder for, at de får succes.

Med venlig hilsen
En ildsjæl fra folkeskolen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar