lørdag den 28. oktober 2017

Jeg bliver da stadig usikker...

Gennem samtaler med mange unge mennesker er det gået op for mig, at de ofte går rundt og tror, at vi voksne har helt styr på livet og det livet  indholder.
Det er på mange måder positivt, at de synes, vi har styr på det - men også ganske fejlagtigt.

Jeg har selvfølgelig en del flere års træning i håndtering af mange af hverdagens problematikker. Jeg har også brugt mange timer på at forstå mine tanker og reaktioner, hvilket har ændret min måde at leve på.
Men jeg bliver da også stadig usikker.

Usikker på om jeg tager de rigtige beslutninger.
Usikker på om jeg er god nok - som mor, hustru, datter, søster, veninde og til mit job m.m.
Usikker på mit udseende.
Usikker på om jeg lever livet "rigtig" - altså lytter jeg til mig selv og udlever mine værdier og mål.

Forskellen på mig og de unge, som synes, at jeg må da have styr på det hele, er at jeg har øvet mig i at håndtere alle disse af livets udfordringer - hvilket de ikke har haft tid nok til at gøre endnu. Og det er egentlig alt der skal til. Øvelse!
Vi skal ikke være perfekte eller have styr på det hele. Vi skal bare have viljen til at øve os på livet - turde lave fejl, rette på dem og ville prøve igen.

Så kære unge menneske. Bliv ikke bekymret hvis du føler dig usikker. Det er ganske naturligt for os alle. Du skal ikke undgå problemer, usikkerhed eller udfordringer, du skal ganske enkelt øve dig i at håndtere dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar