mandag den 30. oktober 2017

Giv mig lige et øjeblik

I nærheden af mit hjem er der en tidligere jernbane, som nu er lavet om til en sti. Stien løber bl.a. på toppen af høje skrænter og skærer sig igennem boligområder, hvor jeg kan se huse og haver m.m. fra en helt anden vinkel end ellers.
Det minder mig om, at når jeg stiller mig steder, hvor jeg har udsyn, så giver det ro og overblik.

Jeg bruger mine gåture på jernbanestien til at minde mig om, hvad der bl.a. skal til for at få ro og overblik ind i min hverdag.

Men nu har jeg ikke sådan et højt sted på min arbejdsplads, som kan give udsyn over hele organisationen. Men det kan pauser til gengæld.
Når jeg trækker mig lidt tilbage og giver mig selv øjeblikke til eftertænksomhed hjælper det mig med at træffe bedre beslutninger, være mere rolig og have et overskud til mennesker og de ofte uventede situationer, som hverdagen også byder på.

Vi må ikke glemme at tage de øjeblikke i hverdagen. Det er dem, der giver os det, vi ofte sukker efter i hverdagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar