Det der skyder op og folder sig ud.

Jeg har en skøn have fyldt med blomster og planter, som er i fuld gang med enten at skyde op af jorden eller at folde sig ud.
Hver eneste dag tager jeg på “havevandring” på min forholdsvis lille grund midt i byen. Jeg nyder at følge med i, hvordan alting forandrer sig fra dag til dag. Og jeg kan til stadighed blive fascineret af, at der først nærmest er ingenting at se... så bryder en lille plante jordfladen... for derefter at folde sig ud, vokse sig stor og bære grøntsager.

Det minder mig om, at vi skal have tålmodighed - og ikke dømme på forhånd. For selvom noget ser ud af ingenting - så ligger potentialet lige under overfladen og venter.

Sådan har jeg det også med de skønne børn og unge, der gennem mange år har fyldt min hverdag. Nogle gange virker det som om, at det, vi gerne vil have dem til at lære eller blive bedre til, er så uendeligt svært for dem. Og så lige pludselig så lykkes det bare.

Og selvom der ellers ikke skal drages de store sammenligninger mellem haven og andres børn, så kan det ændre vores syn på andre, hvis vi husker på, at når vi jo har tillid til, at blomster og planter nok skal skyde op og folde sig ud - så skal vi have den sammen faste tro på, at mennesker vil gøre det samme.