søndag den 26. november 2017

Lysten til at være et bedre menneske.

Jeg er så heldig at have mennesker i min omgangskreds, der giver mig lysten og ønsket om at være et bedre menneske.
Helt grundlæggende ønsker jeg virkelig at være en god og hjertelig udgave af mig selv. Men jeg er langt fra i mål endnu. Så er det dejligt at opleve andre gøre noget ekstra for deres medmennesker - og dermed blive mindet om, hvordan jeg selv kan være en bedre udgave af mig selv.

Jeg har en kollega, der altid holder døren eller er behjælpelig med selv små ting. Han får alle omkring sig til at føle sig ekstra værd i hans selskab.
Og i går hørte jeg også, at en af mine kammerater har givet en gave til sønnen af en af vores fælles bekendte - fordi han vidste, at gaven ville have helt særlig betydning for drengen - og det uden at min kammerat overhovedet kender drengen.

Sådanne historier tror jeg, vi møder alle vegne - hvis vi er interesseret i at finde dem.
Jeg elsker dem - især fordi jeg glædes over at være i selskab med sådanne mennesker, og fordi jeg i deres selskab får lyst til at være et bedre menneske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar