onsdag den 8. august 2018

Gråzoner

Da jeg var ung, var der så mange ting, som enten var det ene eller det andet. Enten sort eller hvidt. Enten rigtigt eller forkert... Og det var så såre enkelt - og alligevel ikke...

Her til aften har jeg haft en skøn lang samtale med  min (næsten) jævnaldrende svigerinde om mange af livets forunderligheder, finurligheder og (ofte) forbigående problematikker.
En samtale som ikke gav os nogle præcise svar - selvom vi kom mange facetter igennem. Og en samtale, som vi begge var enige om, ville have været så meget anderledes, hvis vi havde være fx 20 år yngre...

For i vores samtale var vi klar over, at alt det der enten - eller,  alt det sorte eller hvide var forsvundet. Vi havde i vores syn på livet bevæget os ud i en gråzonen. Eller måske mere korrekt bekrevet  en zone, hvor situationer ikke kan bedømmes på forhånd ud fra nogle kække hurtige bemærkninger, men derimod må mærkes, leves og føles før vi kan bedømme dem.

Gråzonen betyder ikke at vores tilgang til livet er blevet forenklet, ligegyldigt eller lemfældigt - faktisk tværtimod.
Gråzonen er i dette tilfælde en erkendelse af, at ingen af os sidder inden med svaret på rigtigt eller forkert...

Til gengæld sidder vi inde med viden, livskundskab og styrke til at vurdere værdien i vores eget levet liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar