Forældrerollen og et voksent barn...

I dag er mit ældste barn blevet 18 år - og juridisk set voksen...
Det har hun det meget blandet med. Bl.a. fordi, at selvom hun er en ansvarsfuld, selvstændig og fornuftig ung, er der stadig så meget, hun ikke føler sig klar til endnu.

Det kan jeg faktisk godt selv huske fra den alder, så jeg tror ikke at det handler om "nutidens unge", men mere om den manglende livserfaring. Og den kan hun jo ikke bare lige trylle frem, tænke sig til eller på anden magisk vis få nu og her.

Og uden at jeg på nogen måde, ser mig selv som curling-forældre, så er jeg klar over, at min forældreopgave ikke er slut, bare fordi det nu er 18 år siden, at den begyndte.
I kærlighed til mit barn vil jeg stadig hjælpe hende på vej gennem livets prøvelser. Men til forskel fra de første mange år af hendes liv, vil jeg nu være at finde på baglinjen eller måske helt ude af synsfeltet.
Til gengæld vil jeg tilbyde en støtte og opbakning, som altid vil kunne findes - uanset, hvor fjollet et spørgsmål, hun må sidde med  eller hvor svært et problem, hun står overfor.