Et svært farvel.

I weekenden har jeg som så ofte før tilbragt sammen med en flok skønne spejdere... Men denne weekend var anderledes, fordi jeg vidste at det ville blive den sidste af slagsen. Pga. flytning til en anden del af landet stopper jeg nemlig som frivillig i den spejdergruppe, som har dannet rammen om mange fantastisk oplevelser gennem mere end 27 år.

Det er altså rimelig lang tid... Og det skaber en et dilemma mellem fornuft og følelse.
Fornuften der klart forstår, at det ikke kan hænge sammen at flytte mere end 140 km (og et par broer) væk og holde fast i, at alt skal forblive som altid.
Mens følelsen har svært ved at give slip, gå glip og starte på ny...

Ikke desto mindre ved jeg jo godt, at det er et dilemma, som mange mennesker har stået i før mig. Det gør det bare ikke meget nemmere, når jeg selv står lige midt i det. Det gør det nemmere, når jeg skal reflektere over det og planlægge fremad - men ikke lige mens det står på.

I mange af de 27 år har jeg brugt rigtig mange frivillige timer på andre folks børn - og med glæde. Jeg har set børn og unge udvikle sig til nogle, som i den grad tager ansvar. Jeg har set empati og venskaber blive grundlagt og gro. Og jeg har set færdigheder og overskud vokse op og blomstre.
Jeg har haft kloge samtaler med børn og unge i alle aldre - og er derigennem virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg kan lære af dem.
Vi har grint og grædt sammen, og det har været let og hårdt. Ligesom livet er for os alle.

Derfor er det også så svært at skulle sige farvel.
Jeg håber dog, at ligesom mange hundrede af børn og unge stadig har en plads i mit hjerte - så har jeg også én i deres...