Alt det vi ikke kan forudse...

Livet er ikke til at forudse! Sådan er det bare.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at planlægge eller drømme. Det betyder, at vi også skal huske at omfavne alt det, som bare kommer ind fra højre... eller som kommer med årene.

Jeg har fx i dag tilbragt en del af dagen på Rigshospitalet med min søn. Noget vi har gjort med jævne mellemrum gennem de sidste snart 11 år. Jeg havde da aldrig nogensinde forudset, at jeg ville kende genveje, mennesker eller stille kroge på det sted. Men sådan har vores liv nu engang formet sig.
Ej heller havde jeg forudset, at min mor langsomt ville forsvinde for øjnene af mig, mens demensen langsomt vinder frem.

Jeg havde heller ikke forudset, at jeg lige pludselig ville få mulighed for at bestride drømmejobbet, samtidig med at det krævede nogle af de sværeste valg i mit voksenliv.
Lige så lidt som jeg havde forudset, at mit liv skulle omhandle børn og unges udvikling - og at det skulle give så meget glæde.

Min pointe er, at vi skal sænke skuldrene... livet sker - og tager os i alle mulige forskellige retninger. Det er helt i orden. Og vi kan IKKE forudse det. Men vi kan huske at glædes over nuet og over, hvor langt vi allerede er kommet. Og det er ikke så lidt endda.