Mit hjerte ynder alle de umuligste børn... Ordene har hængt fast i min bevidsthed og i mit hjerte siden jeg forlod folkeskolen for snart mange år siden. Det var min klasselærer, som læste Tove Ditlevsens digt højt for min klasse og mig på vores sidste skoledag. Vi var ikke nogen nem klasse, og der må have været dage, hvor vores ellers meget tålmodige klasselærer må have været træt af den udfordring, klassen konstant var. Ikke desto mindre valgte hun at give os disse ord med videre i livet.
Gennem en hel del år har jeg ofte sagt ordene højt og på den måde smagt på deres betydning for mig som lærer. Ikke mindst når jeg har stået overfor klasser, hvor både voksne omkring klasserne og eleverne i disse klasser har spurgt mig, hvordan det dog kan være sjovt at skulle dele hverdag med umulige børn.
Men det er netop sjovt, fordi jeg ynder disse umulige børn. Jeg ynder deres udfordringer, deres sætten spørgsmål ved livet og deres ønske om at blive noget, de måske slet ikke kan sætte ord på endnu. Jeg ynder at se dem vokse, fejle sig fremad og glæden i deres ansigter når tingene lykkes. Jeg ynder følelsen af den forskel, jeg kan gøre, de liv jeg kan hjælpe på vej, og den styrke som kan lokkes frem i disse børn og unge mennesker.
Sammen med Danmarks fremtid, blandt alle de umuligheder og muligheder der er i vores folkeskole, ynder jeg at være.
Og indtil for ganske nyligt havde jeg slet ikke tænkt på, at det netop var min klasselærer, der i 1988 gav mig de ord med videre i livet, som skulle komme til at forme mit engagement og mit arbejdsliv. Min klasselærer så muligheder i mig lang tid før jeg selv så dem.
Det siges, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet. Men måske er tingene heller ikke umulige for dem, som bakkes op af lærere (eller forældre, venner, arbejdsgivere...) indtil viljen i hjerte kan rodfæste sig, vokse frem og blomstre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar