fredag den 19. februar 2016

God service - god opførsel. Det går begge veje.

For et par uger siden var hele min lille familie ude for at hjælpe min søn med at finde konfirmationstøj. Det viste sig, at det var meget nemt. Jeg havde egentlig forberedt mig (og min søn) på, at vi kun lige skulle kigge for at finde ud af, hvad der var at få.

Efter besøg i et par butikker trådte vi ind i endnu en butik i vores lokale center. Vi kiggede hurtigt rundt og konstaterede, at der nok ikke var noget i min søns størrelse. På vej ud af butikken kom en ung ekspedient over til os, for at spørge om han kunne hjælpe os. Vi afviste ham høfligt, da vi jo lige havde konstateret, at der ikke var noget interessant for os. Heldigvis mødte han os med et smil og et "Lad mig alligevel prøve." Han kiggede direkte på min søn og spurgte ind til hans ønsker mht tøjet. Min mand og jeg blev ikke spurgt. Ekspedienten havde fokus på min søn. Straks derefter fandt den unge mand lige det tøj frem, som Roar havde drømt om at finde - og i den rette størrelse.
Vi endte med at gå ud af butikken med et flot sæt konfirmationstøj og en fantastisk følelse af at være blevet behandlet godt og respektfuldt. Vi var ikke blevet presset til at købe. Vi var ikke blevet overladt til os selv. Den vigtigste person (min søn) var den, som var blevet sat i centrum. Alle vores spørgsmål blev besvaret på en faglig og ordentlig måde.

På vejen hjem talte vi om vores gode oplevelse. I vores familie taler vi meget om, hvordan vi mennesker interagerer, og ikke mindst om hvordan vi kan være gode for hinanden. Ikke bare i familien men i større målestok. Og her var der tale om, at interaktionen var god på flere planer.

Denne gode oplevelse af service er vigtig for mig som forbruger. Mange ting, bl.a. det tøj jeg godt kan lide, kan købes mange forskellige steder. Så hvis en butik ikke tilbyder mig en god service oveni, så kan jeg ligeså godt finde et andet sted at handle. Jeg møder heldigvis og rigtig ofte god service. Og gør jeg ikke det, så finder jeg et andet sted at handle.

Der er dog også en anden side af dette synspunkt, nemlig er jeg en god kunde... Her mener jeg ikke, at jeg købe mange ting eller handler der ofte. Men er jeg en kunde, som behandler butikkens ansatte med respekt og ligeværd? Eller ser jeg de ansatte, som objekter der kun er til for at servicere mig? Hvis jeg virkelig skal være ærlig overfor mig selv, så tror jeg, at jeg ofte oplever god service, når jeg er respektfuld og møde ekspedienten med ligeværd. Er jeg derimod i dårlig humør og har taget min dårlige opførsel med mig, så... Ja, så møder jeg sure og ligegyldige ekspedienter.

Fremadrettet vil jeg stadig ikke handle steder med dårlig service, MEN jeg vil gøre mit bedste for at møde personalet i de forskellige butikker med respekt, ligeværd og venlighed. De skal vide, at jeg sætter pris på, at de er der, hvis jeg skulle have brug for deres hjælp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar